Dagplejens legestue - pist væk

Udgivet:10. november 2021, 13.21

Læsetid:1 minut

Af John Haarup Laursen (DF) og Søren Erik Pedersen (V) Medlemmer af Skanderborg byråd

INSTITUTIONER Der sker mange sjove ting i vores kommune. Og ja, ind imellem undre man sig over, hvordan det kan ske.

Lige så stille er legestuen for dagplejen i Galten-Skovby forsvundet. Først »røg« man ud af Porskjær, hvor daginstitutionen skulle udvides; man rykkede i stedet ind i Guldsmeden i Skovby. Men så manglede man plads der til en vuggestue, og dermed blev dagplejerne hjemløse.

Desværre har vi set det før, at nogen er blevet sat på gaden, uden at der er fundet et alternativt sted, hvor de pågældende kan være. Det har været gældende for fritidsbrugerne på Pors-kjær og nu også dagplejerne; noget vi vist roligt kan kalde »dårlig stil«.

Det er efterhånden nogle dage siden, og intet er der blevet gjort for, at dagplejen kan komme tilbage til en normal hverdag, hvor det er muligt at kunne mødes flere dagplejer på en gang.

Derfor har vi sendt et forslag til undervisnings- og børneudvalget om, at der bliver etableret en legestue i Smedeskoven i Galten. Vi venter nu meget spændt på, hvad der kommer tilbage med svar fra udvalget.