Silkeborgensere med fakler: Vi tier ikke - vi siger fra!

300 tog onsdag aften opstilling på Ege Allé for at vise deres støtte til ægteparret Ella og Henrik Chievitz og sammen tage afstand fra det jødehad, der kom til udtryk flere steder i Danmark i weekenden

13. november 2019, 20.22

Med fakler sang de cirka 300 silkeborgensere, som deltog i manifestationen, »Kringsatt av fjender« og »Nu er jord og himmel stille«. Foto: Martin Ballund

SILKEBORG Det blev en værdig og bevægende manifestation, da omkring 300 silkeborgensere onsdag aften stillede sig op med fakler og sang foran det dansk-israelske ægtepar Ella og Henrik Chievitz’ hjem på Ege Allé i Silkeborg.

Børn, unge og ældre tog mod opfordringen fra fire andre beboere på Ege Allé til med deres tilstedeværelse at vise, at de tager afstand fra weekendens hærværk og jødefjendske handlinger.

Poul G. Geil, en af de fire beboere på Ege Allé og til daglig sognepræst i Alderslyst Sogn, holdt tale i faklernes skær og slog fast, at det ikke skal ties ihjel, når naboer, medborgere eller medmennesker som Ella og Henrik Chievitz bliver lagt for had og på deres postkasse får påklistret en jødestjerne som den, nazisterne i Tyskland under Anden Verdenskrig brugte til at mærke jøderne.

- Vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det. Vi må sige fra, og det må vi gøre i aften, men også fremover, når vi møder de hadefulde ytringer. Vi må sige fra i samtaler, ansigt til ansigt, i opdateringer på de socaiale medier eller hvor vi nu møder dem, der sparker nedad. For vi må ikke lade hadet vokse. Vi må forsøge at stå op imod det, så det får mindre plads, sagde Poul G. Geil.

Han benyttede lejligheden til at gengive lidt af den tekst, der står på en mindeplade ved den jødiske synagoge i København, hvor Dan Uzan i 2015 blev skudt og dræbt af den danskfødte palæstinensiske terrorist Omar El-Hussein.

»Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod«, står der på mindepladen.

- Så lad os overvinde noget af ondskaben ved både at sige og vise, at vi vil noget andet end at hade. Og ikke kun i aften. Lad os være tydelige i vores afstandtagen, men lad os være det uden selv at tale hadets sprog, sagde Poul G. Geil. De øvrige initiativtagere til fakkeloptoget var ægteparret Susanne Aagaard Cemik og Henrik Steffens samt Kamilla Lundager Bundgaard, der også er sognepræst i Alderslyst. Alle bor på Ege Allé ligesom Ella og Henrik Chievitz.

Ægteparret var stærkt bevæget ovenpå oplevelsen og takkede hver især de fremmødte på en palle, der udgjorde aftenens talerstol.

- Det er det her Danmark, jeg kender, holder af og elsker. Tak skal I have, lød det fra Ella Chievitz, inden forsamlingen spredtes og deltagerne igen gik hver til sit.

Tidligere onsdag havde Ella og Henrik Chievitz været i Randers for at lægge blomster og tænde lys på den jødiske gravplads, der også blev ramt af antisemitisme 9. november, der er datoen for Krystalnatten for 81 år siden. Dengang dræbte nazisterne flere jøder, hærgede butikker og synagoger og skændede gravpladser i hele Det Tyske Rige og efterlod gaderne overstrøet med glasskår, der lyste som krystaller - deraf navnet.

Læs også
VIDEO: Fakler og sang på Ege Allé