Folkeskolen og børns mistrivsel

Af Karina Kirk Medlem af byrådet i Skanderborg (NB)

TRIVSEL Er det børnene der er noget galt med, eller er det det skolesystem og de rammer, vi har sat op, som ikke alle børn kan trives i?

Ingen tvivl i mit sind om, at det så absolut er det sidste og det forpligter, for ingen børn er forkerte, men de nuværende rammer passer ikke til alle børn, og der vil helt naturligt opstå en mistrivsel og skolevægring for disse børn.

Ét barn der mistrives er et for meget, og vi må måle vores succes på skoleområdet ved at kigge ind i de sager, hvor børn mistrives og ikke blot flankere os med, at vi på karaktergennemsnittet i kommunen ligger pænt, og derfor er det ikke nødvendigt at tilføre flere midler. Det er det samme som at vende det blinde øje til dem, der lider i et utilstrækkeligt system.

Fakta er, at Skanderborg fortsat ligger i den lave ende i forhold til, hvor mange penge der bruges årligt pr. folkeskoleelev, og jeg kan i den forbindelse se, at formand for børne- og ungdomsudvalget, Trine Frengler, har kontaktet formand for sundheds- og omsorgsudvalget Jens Szabo med henblik på, om han vil frigive nogle penge fra ældreområdet til skoleområdet.

Altså med andre ord - kan vi skære ned på de ældres velfærd og dermed tilføre flere penge til skoleområdet?

Analysen for administration og ledelse, som lige er ankommet, viser, at kommunen kan spare 26 millioner årligt, hvis niveauet bliver nedbragt til gennemsnittet for en sammenligningskommune - sidste år forlangte jeg en nedskæring på 28 millioner på området, det gav panderynker i rød lejr ...

Dem, der ønsker nedskæringer på ældreområdet, har med stor sandsynlighed ikke arbejdet i sektoren - jeg er social-og sundhedsassistent på 27. år, og det bliver et klart og tydeligt nej herfra til den model!

Det må være bureaukratiet, der står for tur!

Indrømmet, så har jeg aldrig haft det nemt med offentlige systemer og deres tonstunge bureaukrati, hvor folk ofte køres træt i diverse processer, fordi ingen kan træffe selvstændige beslutninger længere. Alt skal igennem diverse instanser.

Jeg drømmer helt basalt om et offentligt system, hvor læreren sætter de ting i værk, der er behov for, og hvor sundhedsmedarbejderen gør det samme - et samfund der baseres på tillid og kompetencer tæt på borgeren - til glæde for både borgere og medarbejderen, som igen ville kunne bruge deres kompetencer optimalt.

Sådan var det i 80’erne, da jeg voksede op, og jeg mindes ikke, at folk døde som fluer på plejecentrene, eller at børnene mistrivedes i en grad, som de gør i dag.