Silkeborg-rådgiver i 25 år for flere generationer

Lone Sostack har 25 års jubilæum i i Arbejdernes Landsbank i Silkeborg

31. juli 2020, 13.00

Lone Sostack bor i Silkeborg, og hun er ivrig maratonløber.

JUBILÆUM: Lone Sostack fra Silkeborg fejrer 1. august 25-års jubilæum som kunderådgiver i Arbejdernes Landsbank i Silkeborg.

Hun begyndte som elev i filialen i Silkeborg, hvor hun har været i alle 25 år bortset fra et enkelt år i Aarhus.

I Silkeborg har Lone Sostack oparbejdet en stor, trofast kundegruppe, der blandt andet tæller flere generationer fra samme familie samt venners venner, der har fået anbefalet Lone som rådgiver. Hun beskrives som en allround kunderådgiver, der kan alle »bankdiscipliner«, man skal kunne i dag.

- Jeg har været her i 25 år, fordi banken har nogle sunde værdier, som betyder meget for mig. Jeg nyder at hjælpe kunderne og følge med i deres liv med både glæder og sorger. Det har været sjovt at være med til den store udvikling, som Arbejdernes Landsbank er gennemgået de seneste år. Tidligere havde banken et lidt støvet image, men nu er vi jo meget synlige og danskernes foretrukne bank 11 år i træk, siger Lone Sostack.

Hun stammer fra Silkeborg, hvor hun bor med sin mand og parrets børn på 13 og 15 år. I fritiden underviser hun i Hasi Silkeborg, som er en svømmeklub for personer med psykiske og fysiske nedsatte evner. Lone er også en ivrig løber og har blandt andet løbet flere maratonløb i Berlin, Hamburg, København, Odense, Aabenraa og Grenå samt Coast to Coast løbet i Nordjylland, hvor hun løb 51 kilometer. MTL