Officielt: Tidligere SIF-spiller til norsk topklub

Sammy Skytte har fået sin fremtid på plads. Han skifter som ventet til norske Bodø/Glimt

25. februar 2020, 15.27

Sammy Skytte fortsætter karrieren i norsk fodbold. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Halvandet år nåede Sammy Skytte være tilknyttet FC Midtjylland uden at få én eneste officiel kamp for klubben.

Som tipsbladet.dk allerede mandag kunne berette om skifter den tidligere Silkeborg-spiller til de norske sølvvindere Bodø/Glimt, der har udstyret ham med en fire-årig kontrakt.

- Sammy leverede i efteråret rigtig flot for Stabæk på en lejekontrakt, og det skabte interesse for ham fra andre norske klubber. Det har nu ført til denne aftale med Bodø/Glimt, hvilket er en god case for alle parter, siger Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland.

23-årige Sammy Skytte forlod barndomsklubben Silkeborg IF i sommeren 2018. Siden fulgte lejemål til AC Horsens og norske Stabæk, og nu venter der altså en permanent aftale i Bodø/Glimt, hvis spillestil haner tiltrukket af.

- Jeg føler, at spillestilen passer godt til mig. Det er et hold, som skaber chancer, og der er muligheder for mig til både at score mål og lave assists. Det er meget tiltrækkende for mig som spiller. Jeg tror også på klubben, når de mener, at de kan gøre mig endnu bedre, siger Sammy Skytte til sin nye klubs hjemmeside.