Silkeborg-Voel skabte stor overraskelse før slutspillet

Grundspillet blev lukket med en sand gyser og et overraskende point mod Viborg, som Voel-holdet nu slipper for at møde i slutspillet

Udgivet:23. marts 2022, 21.34

Læsetid:2 minutter

Silkeborg-Voel fejrede det ene point som en sejr. Foto: Martin Ballund

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel satte et flot punktum på grundspillet onsdag aften, hvor holdet spillede 25-25 mod topholdet Viborg i Jysk Arena. Resultatet betyder, at Voel-holdet slutter på sjettepladsen og havner i en slutspilspulje sammen med Team Esbjerg, Herning-Ikast og Horsens.

Havde værterne ikke fået point med fra gyseren i Silkeborg, havde Viborg været blandt de kommende modstandere i slutspillet i stedet for Herning-Ikast.

Tilskuerne skulle dog gennem 60 minutter på pinebænken, inden det vigtige point kom i hus.

I indledningen stod værterne stærkt i defensiven, og efter fem minutters spil kunne Sofie Bæk Andersen sende Silkeborg-Voel på 3-1. Viborg kom dog med et hurtigt modsvar, og tre minutter senere var forspringet neutraliseret.

Den efterfølgende periode var en åben slagudveksling med skiftende etmålsføringer og store fejl i begge ender. Efter 20 minutters spil havde Filippa Idéhn kun haft to redninger i Voel-målet, og hun lod sig erstatte af Stine Bonde, som nåede op på samme antal i løbet af 47 sekunder. Det var stærkt medvirkende til, at Silkeborg-Voel fik slået et nyt hul til 13-11 i kampens første overtalsperiode.

Hjemmeholdet missede dog muligheden for at bringe sig foran med tre, da Lea Hansen brændte en stor chance fra fløjen. I stedet kom gæsterne tilbage på omgangshøjde, og i første halvlegs sidste sekvens udlignede Moa Högdahl til 14-14.

Seks minutter inde i anden halvleg bragte Silkeborg-Voel sig foran med 17-15, da Ann Grete Nørgaard scorede på straffekast. Værterne havde brændt de to første forsøg i opgøret, men tredje gang var altså lykkens gang, og Voel-kvinderne fik blod på tanden.

Hjemmeholdet fik flere muligheder for at øge yderligere, men tekniske fejl kostede dyrt, og i stedet kunne viborgenserne udligne til 19-19 et lille kvarter før tid.

Havde det ikke været for Stine Bonde, der øgede sin redningsprocent til 47, ville Viborg have afgjort kampen i den efterfølgende periode. Men værterne kæmpede med næb og kløer, tilbageerobrede initiativet og bragte sig foran med 22-20, da der resterede syv minutter.

Men historien gentog sig for Silkeborg-Voel, der ikke magtede at bringe sig foran med tre, og i stedet fik Viborg udlignet til 23-23. Der var således spænding til det sidste, og halvdelen af tilskuere stod op, da Ann Grete Nørgaard missede en skruebold fra fløjen med et lille minut tilbage.

I den anden ende scorede Ida-Marie Dahl fra stregen, og presset var stort i kampens sidste angreb. Silkeborg-Voel var meget tæt på at smide bolden væk, men det lykkedes at sætte Eira Aune op til et skud, og i kampens sidste sekund gik bolden i nettet til slutresultatet 25-25.

Mest læste

Håndbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere