»Der skal være albuerum i moderskabet«

Hun troede, at hun ville blive mor, som hun var menneske: Fri og ubekymret. Ingen havde forberedt Nanna Schultz på det granatchok, som ramte hende, da hun for fem år siden fik sin nyfødte datter i armene for første gang. Det blev startskuddet til en iværksætterkarriere med firmaet momkind, der vil give mødre et ståsted midt i det kaos, det er at blive forælder

1. august 2021, 07.51

- Man kommer ud nogle steder i følelsesregistret, man ikke troede, man kunne komme ud i som menneske, når man har børn. Når jeg eksempelvis kommer til at råbe af mine piger, er det en meget skamfuld følelse, men det hjælper bare at sige det højt til nogle andre, siger Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen

»Shit, nu sidder jeg i saksen«, var den første tanke, der for gennem Nanna Schultz’ hoved, da sygeplejersken lagde den lyserøde, skrigende nyfødte på hendes brystkasse. Stadig fedtet ind i fosterfedt og blod lignede den spæde pige til forveksling en fugleunge, helt skrøbelig, som de fleste nyfødte har det med at gøre. Erkendelsen ramte som et godstog med 200 kilometer i timen.

Fra nu af var hun mor til nogen, til den lille pige, der lå i hendes arme, og som hun slet ikke kendte, og det skulle hun være for evigt. Allerede før hun var trådt ind i rollen som mor, kunne hun mærke, at det slet ikke var, som hun havde forestillet sig, det ville være.

- Jeg blev ramt af meget modsætningsfyldte følelser. På den ene side forventede jeg, at tilknytningen mellem mor og barn ville være der med det samme - og tag ikke fejl, det er fantastisk at blive nogens mor - på den anden side kunne jeg også mærke et tab og en øjeblikkelig sorg over at have mistet det liv, jeg var vant til og tosomheden, der nu var tresomhed. At den følelse også var til stede, var jeg slet ikke forberedt på, siger den i dag 39-årige tidligere tv-vært.

Hvad hun ikke vidste var, at hendes datters fødsel og det efterfølgende granatchok fem år senere skulle blive et iværksættereventyr til gavn for andre mødre - både de vordende, nybagte og garvede af slagsen. I dag er hun direktør for mor-universet og brandet momkind, som foruden at udvikle efterfødselsprodukter også arbejder for at gøre op med de tabuer, der er omkring graviditet, fødsel og frem for alt moderskabet.

- Momkind er et trygt rum for mødre, hvor man frit kan dele, hvordan man i virkeligheden har det, for det er langt fra kun fedt at være nogens mor. Det er affødt af det behov, jeg selv oplevede, da jeg blev mor første gang, og ikke anede, hvordan jeg skulle gribe det an. Lige så snart babyen er ude, glemmer vi at yde omsorg for mor, der sidder tilbage helt skamskudt, ikke bare fysisk, men i høj grad også mentalt, siger Nanna Schultz.

- Kiggede jeg på de sociale medier, for telefonen bliver ens bedste ven, når man sidder nat efter nat og ammer, var det lutter storsmilende babyer og veludhvilede mødre, men sådan er virkeligheden bare ikke, siger Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen

Skamskudt og forvirret

Det var præcis sådan, Nanna Schultz selv havde følt sig i det øjeblik, hun blev mor, og lå i en sygeseng på en fødestue på et fremmed hospital med en krop, der lige var gået igennem det mest sindssyge, hun nogensinde havde prøvet, og en fødsel, som overhovedet ikke var gået, som hun havde drømt om og planlagt efter.

Tag endelig ikke fejl. Nanna Schultz og hendes kæreste havde glædet sig, lige siden graviditetstesten havde vist to streger, og forventningens glæde var kun taget til i styrke, i takt med at maven voksede. Var alt gået efter planen, skulle hun være nedkommet på et birthing center i New York, hvor parret boede på det tidspunkt. Her var den naturlige fødsel i højsædet, sengene var ekstra store, der var boblebad på de private stuer og inspirerende kunst på væggene, så der var noget pænt at kigge på mellem veerne, som forhåbentlig aldrig blev så slemme, at de krævede en epiduralblokade, for sådan en kunne man ikke få. Hun ville heller ikke få brug for bedøvelse eller smertestillende, for hun og kæresten Bjørn havde gået til »hypno-birthing«-forberedelse, hvor de havde lært selvhypnose, som skulle holde veerne i stak. Det hele skulle nok gå.

Men lige meget, hvor meget man planlægger, kan det hele ændre sig på sekunder. Nanna Schultz mistede fostervand og endte med at gå over tid, og så kunne hun glemme alt om fødselscenteret, der kun lukkede fødende uden komplikationer ind.

- Når man er gravid, er den store mur, man skal overvinde, selve fødslen. Det er eksamen, og belønningen er en baby. Jeg troede virkelig, at så var det værste overstået. Min hjerne var slet ikke modtagelig for andet, så da jeg havde født, sad jeg tilbage med en helt mærkelig, fucked følelse af »hvad så nu?!«.

Op i limningen

Allerede på turen hjem fra hospitalet, begyndte alvoren at gå op for Nanna Schultz. At have ansvaret for at passe på den lille baby i den alt for store autostol gennem de tæt trafikerede gader i New York, fik alarmklokkerne til at bimle og bamle hos den nybagte mor.

- Det var ekstremt stressende ikke selv at kunne holde og passe på mit barn og beskytte hende mod omverdenen. Jeg sad i den bil helt kvæstet og ødelagt forneden og bad en stille bøn om, at hun ikke vågnede og begyndte at skrige, for jeg vidste ærlig talt ikke, hvad det så var meningen, jeg skulle gøre. Der kom den konstante uro og bekymring krybende, som ingen mor kan frasige sig, og som aldrig nogensinde går væk igen, siger Nanna Schultz.

Selvfølgelig havde hun ladet sig fortælle, at der kunne være mange søvnløse nætter fyldt med gråd og problemer med ammeopstart, men det fandt man vel ud af. Der var to mælkespændte bryster og en sulten baby, der ifølge myten kunne kravle vejen op til brystvorterne. Men virkeligheden indebar kontroltab og sprækkede, hudløse brystvorter, der uden videre lækkede store pletter på tøjet, og en sulten baby, der græd, uanset hvad hun gjorde.

Nætterne var ganske rigtigt søvnløse og fulde af gråd - det overraskede hende bare, at det også var hendes egen og ikke kun babyens. Og i stedet for at slentre rundt med sin nye barnevogn og en iskaffe i kopholderen forlod hun stort set ikke lejligheden den første måned, fordi sommeren bød på uudholdelige 38 grader, massivt søvnunderskud og underskud på den mentale og sociale konto.

- Der bliver nødt til at være rum til, at man også kan se på sit nyfødte barn og ikke være totalt lykkelig eller føle så meget, og at man godt må sige det højt, siger Nanna Schultz, der er mor til to. Foto: Carsten Lauridsen

Lettelse og undren

- Jeg var ved at gå op i limningen og vekslede mellem at google mig ned i et sort hul og græde. Kiggede jeg på de sociale medier - telefonen bliver ens bedste ven, når man sidder nat efter nat og ammer - var der lutter storsmilende babyer og veludhvilede mødre, men sådan er virkeligheden ikke. Jeg manglede den mere rå og uretoucherede version af moderskabet, som man heller ikke får fra sine veninder, der gerne vil skåne en.

Da Nanna Schultz havde overlevet den første måned som mor, markerede hun det med et indlæg på Facebook. Det var råt for usødet og frem for alt bundærligt, og det ramte et eller andet, som vandt genklang hos et stort publikum. Pludselig gik det amok. Først i hendes egen vennekreds, så blandt venners venner og til sidst fik opslaget sit eget liv, hvor helt fremmede kommenterede og likede det.

- Jeg havde klart en tendens til gerne at ville opretholde en facade den første tid, men det krakelerede fuldstændigt, og jeg fik en trang til at gøre oprør mod forestillingen om moderskabet. Jeg havde ikke lyst til at præstere og smile mig igennem det, når det hele var svært. Jeg havde helt fejlagtigt troet, at jeg ville blive mor, som jeg var menneske, fri og ubekymret, men det er det sidste, man er med ansvaret for et lille barn, siger Nanna Schultz.

Reaktionerne på opslaget fik en bølge af lettelse og undren til at skylle ind over hende, for de betød, at hun ikke var alene om at føle sig så splittet, forvirret og fortabt. Og det er hun stadig ikke. Momkind lavede tidligere i år en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.555 mødre, som viste, at halvdelen mente, at de havde haft en efterfødselsreaktion, men kun halvdelen af dem var blevet opdaget af en fagperson i screeningen for fødselsdepression. 10 procent svarede, at de ikke havde været ærlige om, hvordan de i virkeligheden havde det.

- Det er især frygten for, hvad der vil ske, hvis de er ærlige, der får dem til at lyve. Bliver jeg en del af systemet nu? Tager de mit barn fra mig? Er jeg en dårlig mor? Oveni kommer det massive behov for at opretholde en facade, der viser, at alt går godt, for hvad sker der, når glansbilledet krakelerer? Derfor bliver der nødt til at være rum til, at man også kan se på sit nyfødte barn og ikke være totalt lykkelig eller føle så meget, og at man godt må sige det højt, siger Nanna Schultz.

Sure stjerner med nykker

Tanken om at blive selvstændig havde altid rumsteret et eller andet sted i baghovedet, dog uden rigtigt at slå rødder. Hun havde brug for en sag, hun virkelig brændte for. Den fandt hun i moderskabet, og samtidig kunne hun trække på det, der har været en rød tråd gennem hendes karriere: At starte ting op fra bunden.

Som 23-årig havde hun netop været med i den skandinaviske version af »Top Model«, hvor hun repræsenterede Danmark og endte på en andenplads, da telefonen ringede, og casteren på det populære musikprogram »Boogie« ville have hende til prøve som tv-vært. Hun var lige begyndt at læse til bachelor i kommunikation og erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School, men skyndte sig hjem fra rusturen for at skyde første program, hvor hun skulle interviewe den engelske rapper Mike Skinner, som sad helt sur, syg og med stjernenykker. Hun endte med at være »Boogie-Nanna« de næste tre år.

- Som introvert kan jeg egentlig ikke lide at gøre meget væsen af mig, medmindre der er en god grund til det, og pludselig var det mit job at få samtaler med store, ofte sure, verdensstjerner til at glide foran et kamera. Det lærte mig at være bekvem i det ubekvemme, men også at man kan sadle om, mens man rider, hvis tingene går skævt. Så farligt er det heller ikke at fejle, og den egenskab har jeg også taget med i momkind, siger Nanna Schultz, der efter »Boogie«-tiden, var med til at starte musikmagasinet Poplick for Soundvenue og ungdomskanalen 7’eren for Discovery.

Da Nanna Schultz, tidligere kendt som "Boogie-Nanna", blev mor for fem år siden, havde hun aldrig regnet med, at moderskabet ikke kun var rosenrødt. Det viste sig også at være benhårdt arbejde og svære, modsatrettede følelser. Foto: Carsten Lauridsen

Brændt for sagen

Da barn nummer to meldte sin ankomst et par år efter, var der mere ro på. Erfaringen betød, at de søvnløse nætter, babygylpen og bekymringerne ikke lov at fylde helt så meget, og New Yorks travle gader var i mellemtiden skiftet ud med en fredelig base hjemme i København. Det mentale overskud var stort nok til, at Nanna Schultz begyndte at lægge forretningsplaner. Hun kunne ikke slippe tanken om, at man burde kunne gøre det hele lidt bedre, mere omsorgsfuldt og mere værdigt for de nybagte mødre.

- Føder man på et hospital, ryger man ind i en patientdiskurs. Oven i det kan det føles uværdigt at sidde med brusehovedet eller en gammel colaflaske for at kunne skylle, når man tisser, fordi man er så ødelagt dernede, og få jordemødrenes hjemmestrikkede tips om at fryse et vådt hygiejnebind og putte det ned i en gammel sok og så ned i trusserne. Hvorfor i alverden ikke bare lave produkter, der virker, siger Nanna Schultz.

Når hun ikke ammede eller skiftede ble, brugte hun barslen på at undersøge, hvilke produkter der var på markedet i forvejen, og snakke med producenter og mødre. Jo mere viden hun fik skrabet sammen, jo mere boblede spændingen i hende. Til sidst var hun klar til at kappe navlestrengen til sit faste job.

- Den dag, jeg traf beslutningen og sprang ud i det, gik jeg rundt inde i København med barnevognen. Solen skinnede, og jeg ringede til en veninde for at fortælle det, og det var så uvirkeligt, men føltes helt rigtigt at sige højt.

- Jeg havde klart en tendens til gerne at ville opretholde en facade den første tid, men det krakelerede fuldstændigt, og så jeg fik en trang til at gøre oprør mod forestillingen om moderskabet, siger Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen

»Babyen« vokser

Det er to år siden, at Nanna Schultz fik sin tredje »baby«, og præcis ligesom sine to små døtre har hun kunnet se sin virksomhed vokse sig større og større og finde sin egen form. Det første projekt blev et par efterfødselstrusser, der skulle være et alternativ til hospitalernes grimme nettrusser med bind til, og selve arbejdet med at pakke 4.000 enheder i emballage foregik hjemme ved spisebordet over et glas vin med veninderne.

- I begyndelsen lagde jeg lille håndskrevet kort med en personlig hilsen ved, og jeg nåede nok at skrive de første 2000 kort. At momkind på den måde begyndte helt fra bunden, har gjort mig ydmyg i forhold til den rejse, vi har været på, siger Nanna Schultz, der siden har udvidet sortimentet med alt fra skylleflasker til trusser designet specielt til kvinder, der føder ved kejsersnit.

Momkind er som nævnt ikke kun produkter. På Facebook er det et community med over 7.000 medlemmer og den sigende undertitel »Et (k)ærligt community for mødre«, hvor medlemmerne kan spørge frit, endda anonymt, ind til emner som nedsunket underliv eller inkontinens.

- Heldigvis er der kommet flere autentiske mor-profiler på Instagram, som taler om bagsiden af medaljen, og ikke viser kun glansbillederne. Alligevel kan det stadig være svært for andre at vise sårbarhed, siger Nanna Schultz.

Selvom der er gået fem år, siden hun selv sad overvældet, smådesperat og hudløs af følelser og hormoner med sin nyfødte datter i armene og følte sig som en fiasko, kan hun stadig føle sig fortabt i rollen som mor.

- Momkind er også én stor, virtuel mødregruppe, som jeg råber min sårbarhed ud i, når jeg føler mig forkert. Når man har børn, kommer man ud i nogle steder i følelsesregistret, man ikke troede, man kunne komme ud i som menneske. Når jeg for eksempel kommer til at råbe af mine piger, er det en meget skamfuld følelse, men det hjælper at sige det højt til andre. På den måde er moderskabet den fedeste og samtidig den værste klub at være medlem af, griner hun.

Og når alt kommer til alt, ville hun aldrig have været granatchokket, de modsatrettede følelser og bekymringerne foruden. Når hun kigger på sine døtre, er hun parat til at gøre det hele om.

- De kommer ind til os næsten hver nat, og jeg er ellers dårlig til samsovning, men i morges, da den yngste begyndte at mosle rundt alt for tidligt, lagde hun sig ind til mig og hviskede: »Jeg elsker dig mor«. Hun er kun 2 1/2 år, så det kan godt være, at hun ikke helt ved, hvad det betyder, men dér smeltede jeg fuldstændig, og mit hjerte eksploderede. Så er det det hele værd, siger Nanna Schultz.

- Jeg blev ramt af meget modsætningsfyldte følelser. På den ene side forventede jeg, at tilknytningen mellem mor og barn ville være der med det samme - og tag ikke fejl, det er fantastisk at blive nogens mor - på den anden side kunne jeg også mærke et tab og en øjeblikkelig sorg over at have mistet det liv, jeg var vant til, siger Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen
- Når man er gravid, er den store mur, man skal overvinde, selve fødslen. Det er eksamenen, og belønningen er en baby. Så tænkte jeg virkelig, at nu var det værste overstået, siger Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen
Nanna Schultz er direktør for mor-universet og brandet momkind, som foruden at udvikle efterfødselsprodukter også arbejder for at gøre op med de tabuer, der er omkring graviditet, fødsel og frem for alt moderskabet. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg havde klart en tendens til gerne at ville opretholde en facade den første tid, men det krakelerede fuldstændigt, siger Nanna Schultz, som savnede en mere uredigeret version af moderskabet. Foto: Carsten Lauridsen
- Momkind er et trygt rum for mødre, hvor man frit kan dele, hvordan man i virkeligheden har det, for det er langt fra kun fedt at være nogens mor. Det er affødt af det behov, jeg selv oplevede, da jeg blev mor første gang, siger iværksætter Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen
- I begyndelsen lagde jeg lille håndskrevet kort med en personlig hilsen ved, og jeg nåede nok at skrive de første 2.000 kort. At momkind på den måde begyndte helt fra bunden, har gjort mig ydmyg i forhold til den rejse, vi har været på, siger iværksætter Nanna Schultz. Foto: Carsten Lauridsen