Axelsens store OL-chance: Forkerte tanker er farlige nu

Viktor Axelsen møder søndag verdensranglistens nummer 59 i OL-semifinalen efter sikker sejr over kineser.

31. juli 2021, 06.14

Viktor Axelsen vandt bronze ved OL i Rio for fem år siden. Denne gang har han fået en gylden chance for at spille sig i finalen og hente enten guld eller sølv.

TOKYO Badmintonstjernen Viktor Axelsen spillede sig lørdag videre til semifinalen ved OL i Tokyo.

Her venter turneringens helt store overraskelse Kevin Cordón fra Guatemala, efter at det lørdag lykkedes Axelsen at eliminere kineseren Shi Yuqi med 21-13, 21-13 i kvartfinalen.

Søndagens modstander er blot nummer 59 på verdensranglisten, og derfor er det danske medaljehåb umiddelbart storfavorit til at spille sig i OL-finalen i herresingle.

- Jeg skal ikke til at lytte på nogen, der siger, at jeg er storfavorit. Det skal jeg prøve at undgå.

- Jeg skal tage det som enhver anden badmintonkamp og så ellers bare forsøge at spille mit spil. Det er en stor chance for at gå i en finale, selvfølgelig er der det.

- Men det er også en stor risiko for at tænke på alt muligt andet end at spille badminton, og den vej skal jeg ikke nedad, siger Viktor Axelsen.

Den 27-årige dansker har aldrig mødt den syv år ældre OL-overraskelse fra Guatemala, men Axelsen har fulgt lidt med i Kevin Cordons vej til semifinalen.

- Jeg ved, at han gerne vil angribe, og det vil jeg også. Han smasher godt, og så må vi se, hvem der smasher hårdest, siger danskeren.

I lørdagens sejr over Shi Yuqi var Viktor Axelsen særdeles overbevisende. Selv da en streng sprang på ketsjeren i slutningen af andet sæt, så tog danskeren pointet og bragte sig på 16-10.

Midt i duellen var Axelsen ellers på vej ud ad banen for at skifte ketsjer, men han ombestemte sig.

- Jo, den vandt jeg. Det er sjældent, at det sker, men nu gav jeg den bare en over frakken, og det lykkedes heldigvis, siger han.

- Jeg ligger højt i forhold til mit topniveau. Det er nogle år siden, at jeg har ligget heroppe, og måske er jeg lidt bedre nu.

- Jeg har ikke spillet mig ud fysisk og havde mere i tanken, så jeg kunne have spillet tre sæt.

Viktor Axelsen udtrykker også stolthed over præstationen mod Shi Yuqi, der rangerer som nummer 11 i verden.

Danskeren mener, at de to spillere sagtens kunne være endt med at møde hinanden i en finale, hvis lodtrækningen havde faldet anderledes ud.

Søndagens semifinaler spilles tidlig morgen dansk tid.

/ritzau/