Mangel på trafikpolitiske visioner

Udgivet:15. juli 2021, 12.05

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

2 år siden

TRAFIKPLAN Er der mon ingen trafikmæssige visioner og nytænkning på Christiansborg. Det er svært at få øje på. I 40-50 år har man haft det ene mål, at bygge store veje også ud over det H, som oprindelig var planen for motorvejsnettet. Og den linje følger man fortsat med seneste infrastrukturplan. Målet er åbenbart at enhver by kan komme på motorvejskortet, som borgmester i Viborg Ulrik Wilbek har udtrykt. Positive elementer som naturskønne områder og allerede god erhvervsudvikling som kendetegner Viborg har åbenbart ingen værdi sammenholdt med en stump motorvej.

Med infrastrukturplanen kunne man have satset på at lokke nogle af bilisterne væk fra »hver person alene bag eget rat« ved at gøre den form for transport dyrt og besværligt, og gøre alternative muligheder nemme og billige. Nu satser man på det hele, og dermed ændrer det ingenting
Ellen Odgaard

Alle ved, at vi har et stort nationalt trafikmæssigt problem i form af voldsomt mange biler på veje og i byer især i et par timer om morgenen og om eftermiddagen - også kaldet myldretids-trafik. Denne trængselsproblematik ved man vil øges med flere og bredere veje, som appellerer til mere biltrafik. Også selv om en del af bilparken bliver el-biler.

Med infrastrukturplanen kunne man have satset på at lokke nogle af bilisterne væk fra »hver person alene bag eget rat« ved at gøre den form for transport dyrt og besværligt, og gøre alternative muligheder nemme og billige. Nu satser man på det hele, og dermed ændrer det ingenting. En ny bane direkte mellem Silkeborg og Aarhus er da ok, men det flytter næppe ret mange bilister væk fra motorvejen, der går helt parallelt med en ny bane. Havde man besluttet at etablere en direkte bane mellem Viborg og Aarhus og undlade at bygge en 4-sporet motortrafikvej (A26), havde det været nytænkende trafikpolitik.

I Wales har man turdet »tage tyren ved hornene« Her har regeringen besluttet at stoppe alt vejbyggeri og vedtaget en strategi, der har som mål, at få borgerne til at skifte til en mere bæredygtig transportform som tog/bus og cykler.

Den mest visionære beslutning her til lands er, at Danmark har koblet sig på det svenske nattog til Europa. Det kan tage kampen op med lang biltransport og de klimabelastende flyrejser.