Alternativet gør sig valgklar

Udgivet:20. august 2016, 14.42

Læsetid:1 minut

Josephine Fock besøger Hinnerup som optakt til Alternativets møderække om kommunalvalget.

7 år siden

favrskov Alternativet i Favrskov er ved at lade op til en begivenhedsrig politisk sæson, der gerne skal kulminere med et godt kommunalvalg i 2017.

Det sker med en række medlemsarrangementer i løbet af efteråret rundt i hele kommunen. Man starter dog med et arrangement, der er åbent for alle interesserede den 29. august i Hinnerup Bibliotek- og Kulturhus. Her kan man møde, tale og diskutere med folketingsmedlem Josephine Fock, der er valgt i en Aarhus-kreds og Favrskovkredsen.

Siden stiftelsen af lokalforeningen i januar er Alternativet vokset til 65 medlemmer i Favrskov. Opgaven for medlemmerne er at gøre Alternativet klar til valget.

- Vi har brugt det første halve år på at få en organisation på benene. Udfordringen det næste halve år er at gøre partiet til et reelt alternativ for borgerne i Favrskov til kommunalvalget, siger Jørgen Thiele, som er formand for Alternativet i Favrskov.

Medlemmerne skal omsætte Alternativets ideer og visioner til lokalpolitik i Favrskov, skabe et valgrundlag, finde kandidater, planlægge valgkampagne, udarbejde valgmateriale, overveje valgforbund samt tage stilling til, hvem Alternativet vil støtte som Favrskovs borgmester.