Kvinde fra Gjessø er et af Danmarks største it-talenter

Lena Stubkjær fra Bankdata i Silkeborg blev overrasket og taknemmelig efter topplacering i særlig kåring

Udgivet:02. december 2022, 10.20

Læsetid:2 minutter

Lena Hoffmann Stubkjær arbejder med it i Bankdata. Foto: Bankdata

Jakob Munk Schmidt
Journalist

10 måneder siden

PRISMODTAGER: Det danske it-medie Version 2 uddeler hvert år priser til landets største it-talenter, og ved kåringen for nylig blev det til en fornem andenplads for Lena Hoffmann Stubkjær fra Gjessø.

Hun var nomineret i kategorien »Årets it-projektkonsulent«, oplyser Bankdata, it-firmaet på Stagehøjvej i Silkeborg, hvor Lena Hoffmann Stubkjær arbejder.

- Jeg blev meget overrasket over nomineringen for ikke at nævne det endelige resultat, siger it-eksperten fra Gjessø.

- Det er en sindssyg anerkendelse at få - både af branchen men i særdeleshed også af sin arbejdsplads. Jeg er meget taknemmelig for opbakningen, og jeg synes, det understreger hvilken fantastisk kultur, vi har i Bankdata, siger Lena Hoffmann Stubkjær, enterprise architect hos sin lokale arbejdsgiver.

Stærke resultater

Fagjuryens vurdering satte følgede ord på Lena Hoffmann Stubkjær:

»Vi har her en kandidat, som dels har formået at levere stærke resultater som entreprise arkitekt i det konkrete projekt: »Det Dokumenterede Overblik«, som figurerer som et både komplekst og vigtigt projekt for arbejdsgiveren Bankdata.

Dels har kandidaten formået at styrke en sammenhængende governance inden for forretningskritiske områder som risikostyring, beredskabsstyring, outsourcing og privacy.

Udover at levere konkrete resultater til forretningen viser udtalelser fra forskellige stakeholdere, at Lena formår at skabe en enorm stor menneskelig og professionel respekt omkring sin person. Lena fremstår derfor overbevisende på alle overordnede it-talent kriterier og er en fortjent nummer to i årets it-talent«.

Lena Hoffmann Stubkjærs Bankdata-kollega Kim Kjær Fiedler fra Brabrand tog andenpladsen i kategorien »Årets it-udvikler«.

Priserne blev ifølge Bankdata uddelt på baggrund af en grundig vurdering foretaget af en jury med en række tunge profiler fra toppen af den danske it-branche.

- Juryen vurderer, om kandidaterne møder brancheniveau ud fra deres tekniske og menneskelige færdigheder, evnen til at tænke nyt, deres faglige resultater inden for det seneste år samt deres Linkedin-profil. Desuden bliver der indhentet udtalelser fra kunder og samarbejdspartnere, lyder det.

Bankdata har 900 medarbejdere og en omsætning på 1,7 mia. kroner. Firmaets løsninger bruges hver dag af 1,6 mio. danskere og små 200.000 erhvervsdrivende. Bankdata er ejet af otte danske pengeinstitutter, heriblandt Jyske Bank.