Salget er på vej tilbage til Danfoss efter corona-hug

Danfoss med hovedsæde på Als og afdeling i Hårup måtte se salget falde med ti procent i årets andet kvartal

12. august 2020, 11.03

Danfoss producerer blandt andet termostater til radiatorer her på fabrikken i Hårup. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅRUP/NORDBORG. Danfoss blev ramt af coronakrisen i årets andet kvartal, hvor salget faldt med ti procent fra året før.

Selskabet, der særligt er kendt for at producere termostater til radiatorer, så dog mod slutningen af kvartalet tegn på bedring på tværs af Europa.

Også salget i Asien er ved at stabilisere sig, og koncernen kan sågar melde om et rekordsalg i Kina i andet kvartal.

Det oplyser Danfoss i sit regnskab for april, maj og juni, der er offentliggjort onsdag morgen.

- Jeg er stolt over, hvordan vores teams over hele verden har håndteret den vanskelige situation, siger koncernchef Kim Fausing.

Danfoss solgte i årets andet kvartal for 23,6 milliarder kroner. Det gav et overskud på 1,2 milliarder kroner - omtrent 600 millioner kroner mindre end de samme tre måneder sidste år.

Mens salget i Europa og Asien er på vej tilbage igen, er det omvendt fortsat hårdt ramt i Nordamerika, Latinamerika og Indien, lyder det.

Både nationalt og globalt arbejdes der med genopretningsplaner, der skal genstarte økonomien oven på corona-huggene.

De handler blandt andet om at fremrykke investeringer i infrastruktur og den grønne omstilling, og her er Danfoss’ produkter ifølge Kim Fausing relevante.

- Selv om vi forventer, at resten af 2020 vil være påvirket af pandemien, og der fortsat er stor usikkerhed på mange markeder, tror vi på en gradvis genopretning.

- Danfoss bliver imidlertid valgt som den foretrukne teknologipartner af nogle af verdens største virksomheder - blandt andet på elektrificeringsområdet - og det giver os en optimistisk tro på fremtiden, siger han.

Danfoss tør i onsdagens regnskab igen give et forsigtigt gæt på, hvad facit for 2020 bliver.

Ligesom mange andre selskaber suspenderede selskabet tidligere på året sine forventninger på grund af den usikkerhed, som udbruddet af coronavirus skabte for salget.

Nu tør Danfoss dog igen komme med et gæt, og det lyder på, at selskabet fastholder - eller udbygger - sine markedsandele.

/ritzau/