Politikere bør ikke skrive åbne breve til embedsmænd

18. september 2020, 14.10

SYGEHUSENE Meget usædvanligt tager to politikere fra regionsrådet i Region Midtjylland det skridt at skrive et debatindlæg direkte henvendt til de tre medlemmer af hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt.

Indlægget blev bragt 14. september og problematiserer, at en røntgenoverlæge ikke er blevet tilbudt ansættelse i Hospitalsenhed Midt.

Debatindlægget er på centrale områder faktuelt forkert. Røntgenoverlægen har ganske rigtigt - med deltagelse af sin fagforening - indgået en fratrædelsesaftale med Regionshospitalet Randers. Årsagen var dog ikke, at hun brugte sin ytringsfrihed. Der var tale om, at hun ikke magtede ledelsesopgaven. Og hun er ikke udelukket fra ansættelse i Region Midtjylland fremover. Men på det tidspunkt, hvor fratrædelsesaftalen blev indgået, var det ikke muligt at omplacere hende.

Jeg appellerer til regionsrådet om at huske på, at der ikke er nogen jævnbyrdig relation mellem på den ene side embedsmænd som fx en hospitalsledelse og på den anden side et medlem af den politiske bestyrelse. En embedsmand kan ikke - og skal ikke - offentligt gå i rette med medlemmer af regionsrådet.

Vished om den magtbalance forpligter de politikere, der ønsker at debattere. Jeg håber derfor, at det er både første og sidste gang, jeg i en avis har set et åbent brev til vores ledelser fra medlemmer af regionsrådet, og jeg vil gerne slå fast, at jeg bakker fuldt ud op om vores ledelse i Hospitalsenhed Midt og på Regionshospitalet Randers samt alle regionens øvrige hospitalsledelser.