Spøjse butikstyve: Stjal melon og begyndte at spise den i butikken

10. juli 2020, 11.51

For at få hul på melonen stjal de to mænd også en saks.

SKANDERBORG Et noget spøjst butikstyveri fandt sted i Rema 1000 i Stilling torsdag aften kort før lukketid.

Klokken 21.50 kom to mænd ind i butikken og lagde en melon i en indkøbskurv. Senere fandt de en saks, og den brugte de til at få hul på melonen, som de begyndte at spise af på stedet. Siden fandt de også noget kød, som de lagde i kurven. Efter få minutter forlod de så butikken med saks, kød og den halvt spiste melon - desværre uden at betale for noget af det.

Personalet så, at de to kørte væk i en Mazda 3, som de tog nummeret på. Så politiet har lidt at arbejde med, hvis da ikke også Mazda’en er stjålet.

sinn