Birch sælger ejendomme for milliard-beløb - blandt andet i Silkeborg

Svenske Niam køber 782 boliger i blandt andet Silkeborg

13. april 2021, 08.28

René Birch i ny stor handel.

SILKEBORG Ejendomsinvestoren Niam har købt mere end 70.000 kvadratmeter ejendomme af Birch Ejendomme i de fem jyske byer Aarhus, Silkeborg, Kolding, Randers og Fredericia.

Samlet er der tale 10 ejendomme med 646 rækkehuse og 136 lejligheder, svarende til 782 boliger.

- Det er en af vores største handler, siger indehaver René Birch og konstaterer:

- Niam er en af vores gode samarbejdspartnere, og vi er glade for at gennemføre endnu en stor handel med dem, siger René Birch.

Birch-selskabet fik i regnskabsåret 2019/20 et overskud på 119 millioner kroner før skat. Egenkapitalen er nu over 670 millioner kroner, og Birch-selskaberne har byggerier for over 10 milliarder kroner i pipelinen i de kommende år.

Medejer i Birch Ejendomme Thomas Berthelsen konstaterer om den nye aftale:

- Vi tror på, at samarbejdet med Niam skyldes, at Niam er tilfredse med både den kvalitet samt sikkerhed for levering af bæredygtige udlejningsboliger målrettet markedsefterspørgslen. Vi er glade for det professionelle samarbejde, vi har haft med Niam om denne transaktion, siger Thomas Bertelsen

Tilbage i december solgte Birch Ejendomme et tilsvarende antal kvadratmeter til Goldman Sachs i flere jyske byer - blandt andet Silkeborg - for mere end 1,4 milliarder kroner.

Svenske Niam peger på, at selskabet vil købe flere ejendomme i Danmark.

- Vi er glade for at udvide vores samarbejde med Birch Ejendomme, som fortsætter med at levere boliger i god kvalitet og som passer til efterspørgslen i markedet. Vi har en ambition om at bygge en større boligportefølje i Danmark bestående af nye boliger med en leje, som danskerne er i stand til at betale, og dette opkøb understøtter strategien. Niam lægger vægt på at der bygges bæredygtigt, og det understøttes ved at boligerne bliver DGNB-certificeret, siger Michael Berthelsen, der er landechef hos Niam.

Boligerne leveres over to år. De første boliger leveres i september i år. Den sidste overtagelsen ventes at blive i oktober 2023.

Indlæser debat...