Sådan blev syv mejerier til to

7. november 2019, 20.00

Mammen Mejeri - et af de to mejerier, der stadig findes i lokalområdet. Foto: Kim Simmelsgaard

BJERRINGBRO Lørdag holdes der Arkivernes Dag på Bjerringbroegnens Lokalhistoriske Arkiv i Gudenåhuset, hvor man kan besøge arkivet og få vejledning.

Arkivet har desuden lavet en udstilling om mejerier i området. Den kan ses fra 9. til 28. november i bibliotekets åbningstid.

I løbet af 130 år har området bevæget sig fra syv små lokale andelsmejerier til to store internationale mejerier.

Det første danske andelsmejeri blev bygget i 1882, og allerede i 1886 blev der bygget mejerier i Nøddelund, Bjerring og Rødkærsbro. Mælkekuske blev ansat, og med hestevogn skulle de transportere mælken fra bønderne til mejeriet. Det var et hårdt job. Uanset vejr og vind skulle mælken være fremme ved mejeriet senest kl. syv om morgenen.

Mejeri Granly i Skjern blev opført i 1901.

I 1910 var kapaciteten i Bjerring Mejeri blevet for lille, og der blev oprettet et mejeri i Vindum og et i Mammen. På den tid var 300 køer tilstrækkelig til at drive et mejeri.

I tresserne kom der nye krav til hygiejne og krav til større enheder, så Bjerring Mejeri lukkede i 1967, Vindum i 1967, Nøddelund i 1969, Granly i Skjern i 1969 og Taul Mejeri i 1973.

Og således blev syv mindre mejerier til to gigantiske mejerier - Mammen Mejeri og Arla i Rødkærsbro. ks