25 års jubilæum: En omsorgsfuld og meget vellidt kollega

19. september 2019, 12.30

Bente Pedersen bor med sin mand i Ry.

JUBILÆUM: Bente Pedersen, Bøgevej, Ry, kan i morgen, fredag 20. september, fejre 25-års jubilæum hos Skovby Møbelfabrik A/S.

Fabrikkens stoleafdeling lå i 1994 på Frichsvej i Galten, og det var her, Bente Pedersen først blev beskæftiget med at pudse stolestel.

Sidenhen flyttede hun med afdelingen til Marktoften, og hendes dygtighed og fleksibilitet betyder, at hun kan påtage sig alle opgaver i stolesamlingsprocessen.

Dertil er jubilaren en god, omsorgsfuld og meget vellidt kollega, der bidrager til at skabe en god stemning på sin arbejdsplads.

Bente Pedersen er et stort familiemenneske, så fritiden bruges gerne sammen med familien, der består af hendes mand, Bjarne, samt deres to voksne børn og to børnebørn. Hun holder også meget af naturen og elsker at gå lange ture ved stranden. mtl