Smitten stiger og stiger: Over 3000 smittede på en uge

Endnu en smitterekord - men antallet af indlagte stiger kun langsomt

Udgivet:19. januar 2022, 15.03

Læsetid:1 minut

Kenneth Husum
Journalist| husum@midtjyllandsavis.dk

SILKEBORG Smittetallene fortsætter med at sætte rekord.

På en uge er 3278 personer i Silkeborg Kommune blevet testet positive, og det er næsten hver femte testet, der er smittet.

Positivprocenten på 18 skyldes en kombination af mange smittede og en stor udbredelse af hjemmetest, der får flere med en positiv kviktest til at booke en testtid.

I løbet af det seneste døgn er der registreret 734 smittede i Silkeborg Kommune.

- Smittetallet er meget højt, og det er det i hele landet lige nu. Det skyldes en kombination af den meget smitsomme omikronvariant og en lempelse af restriktionerne, siger Hans Mogensen, kommunikationschef i Silkeborg Kommune.

- Heldigvis ser vi ikke en stor stigning af indlagte, og det lykkes langt henad vejen at sikre de ældre og mest sårbare mod smitten, tilføjer han.

Det er gruppen af erhvervsaktive i alderen 20-64 år, hvor der er flest smittede. Dernæst følger de 6-11 årige, Til gengæld er der meget få over 80 år, der har været smittet.

Siden epidemiens start for snart to år siden har foreløbig 14.943 personer eller 15 procent af indbyggerne i Silkeborg Kommune været smittet.

På landsplan går smittetallene opad i rekordfart. Det seneste døgn har der været 38.759 smittede. Antal indlagte stiger med 11 til 821. Endnu 16 smittede er døde.