Støtte til unge med hjerneskade sikret

Syv midt- og østjyske kommuner har forlænget aftale om mentor-ordning, der har base på Hammel Neurocenter

29. juli 2020, 14.31

For Sanne Fuhlendorf har samtalerne med ungementor Hanne SkovgaardPetersen givet hende større accept af og forståelse for, at en skade på hjernen betyder begrænsninger i hverdagen. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, hammel Neurocenter

FAVRSKOV 29-årige Sanne Fuhlendorf fik for fire år siden sit liv vendt op og ned, da hun blev ramt af meningitis.

Hun overlevede, men sygdommen resulterede i en hjerneskade, og følgerne af den har været stærkt indgribende i hverdagen for Sanne, der er mor til to drenge på syv og to år.

Hovedpine, udtalt træthed og koncentrationsbesvær har været en fast del af Sanne Fuhlendorfs hverdag siden.

Samarbejde forlænges

Men i det seneste års tid har hun fået hjælp fra en af de to unge-mentorer, der er knyttet til Hammel Neurocenter og har kontakt til en gruppe på omkring 30 unge med hjerneskader i syv midt- og østjyske kommuner.

De syv kommuner - deriblandt Favrskov og Skanderborg - har netop besluttet at forlænge samarbejdet med Neurocentret om unge-mentorerne, og det er Sanne Fuhlendorf, der bor i Auning med sin familie, meget glad for.

- Jeg er utroligt taknemmelig for at bo i en af de kommuner, som har valgt at forlænge ordningen, så jeg fortsat kan få den hjælp, jeg har brug for, siger hun.

Om sin hverdag efter hjerneskaden fortæller Sanne:

- Jeg har svært ved at koncentrere mig og lære nye ting. Jeg har hovedpine og er blevet hypersensitiv over for høje lyde og for mange indtryk, og så lider jeg af det, jeg kalder hjernetræthed, og har et stort behov for at sove og hvile hjernen.

Begrænsninger

Som mor oplever hun jævnligt, at hendes begrænsninger gør det svært at slå til, og på samme måde har hjerneskaden haft konsekvenser for både arbejdsliv og sociale relationer.

Det seneste års tid har hun derfor fået hjælp af ungementor Hanne Skovgaard Petersen, som hjælper hende med at finde måder at håndtere de begrænsninger, som skaden har givet.

Det har været meget nyttigt for Sanne, der har fået større forståelse for sin egen situation og de begrænsninger, hendes hjerneskade har givet.

- For mig handler det i høj grad om at lære at acceptere min situation og mine udfordringer.

- Jeg har haft svært ved at se mig selv som hjerneskadet og har ikke rigtig kunnet forklare situationen for mig selv eller for andre. Men Hanne har hjulpet mig til større accept og forståelse af, at skaden giver nogle begrænsninger, selv om andre ikke umiddelbart kan se eller forstå det, siger Sanne Fuhlendorf.

Stor værdi at møde andre

For hende har det samtidig haft stor værdi at lære andre i samme situation at kende. Gennem ungementor-ordningen mødes hun med andre unge med hjerneskade, og det giver både større forståelse for egen situation og en følelse af ikke at være alene.

- Der er jo ikke ret mange, som ved, hvordan det er at have en hjerneskade. Derfor betyder det meget at møde andre, som står i samme situation - og at kunne snakke med en unge-mentor, som kan hjælpe med alt det, som er lidt sværere for os. sinn

Læs også
Mentorer giver de unge individuel hjælp