Midtjyske Meninger: Lad dem da bare kigge

Udgivet:19. september 2022, 11.40

Læsetid:3 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Af Ida Ventana Bjerringbro

I toget sidder en kvinde. Hendes øjne er trætte og hovedet ser nedad - væk fra offentligheden, som søger de efter privatliv. Blottet ser hun ud, med trøjen trukket ned så det ene bryst kommer til syne. Måske i virkeligheden blottet grundet menneskene omkring hende, hvis forargede, dømmende øjne tildækker hende. Udkørt holder hun det lille spædbarn i hendes arme, som sluger maden i sig. Hun slipper ej for dem: Øjnene. De vil være der, om hun giver sit barn lov til at spise, og når barnet skriger af sult.

Lever vi ej i en verden, hvor alle mennesker har set en krop? Hvor vi alle er produceret på samme måde, med samme indhold og omtrent samme opbygning? Hvorfor kan så mange ikke tolerere at se dét; et rent stykke sammensat biologi, uden at opføre sig grænseoverskridende?

Måske er årsagen, at vi lever i et samfund med en rungende perfekthedskultur. Mængden af idealer gør, at mange holder sig for øjnene, når en ægte krop kommer til syne. Det er så uvant et syn, idet den skal være i permanent indpakning for offentligheden. Skandaler som at bære en mave-kort top på enkelte skoler får omverdenen til at eskalere - for lever vi ikke netop i et land, hvor frihed er en af vore store værdier? Alligevel udskammes en ung pige, fordi de mandlige studerende i hendes klasse kunne blive distraherede. Det er dog eget ansvar at vælge hvad man hviler sine øjne på i timen. Såvel på arbejdspladser findes disse beklædningsregler. Lad os huske på, hvorfor vi egentlig går med tøj: For at holde varmen. Burde mængden af tøj ikke være op til det enkelte individ og ej grundet frygten for omdømme og seksualisering?

Komplimenter er blevet en farlig adfærd i vor lukkede kultur - vi kunne jo ske at fornærme nogen ved at nævne, at deres krop er eksisterende. Impertinente modsvar til komplimenter står uden rod. Blot fordi udseendet nævnes er det naturligvis ikke ensbetydende med, at personen ej er værdig. Hvis ikke vi må tale om vore kroppe, er det vel netop ikke at respektere den? Vi opnår en sart krænkelseskultur, hvor kroppe er noget skamfuldt, der ej er et taleemne. Nogle gange glem-mer vi måske, hvor imponerende kroppen er. Immunforsvaret nedkæmper skadelige bakterier og benene bærer os igennem hver dag. Vi burde være stolte af den. Naturligvis må vi tale om den og vise den.

Jeg lader mig inspirere af min mormors attitude: »Pyt med det«, vil hun sige, mens hun gør, som hun har lyst. Ligeledes citerer jeg min mor: »Man skal da ikke gemme sin krop væk – det er jo netop med at vise den frem mens man er ung«. Naturalisér dog kroppen i alle dens udgaver, for alle kroppe i en hvilken som helst alder er værdige.

I toget ammer kvinden hendes spædbarn. Menneskene omkring hende sidder pænt og passer sit. Nogle få vil kigge, men hun føler sig ikke blottet. »Pyt, lad dem da bare kigge«, tænker hun. Så ammer hun videre.

Indlæser debat