Bagedyst-exit for Rasmus fra Virklund

Lokal bagedyst deltager måtte sige farvel i tredje bagerunde lørdag aften

20. oktober 2019, 08.15

Rasmus Trangbæk sagde »Auf Wiedersehen« i klædt lederhosen i lørdagens afsnit af »Den store Bagedyst«. Foto: DR/Presse

VIRKLUND Det tyske kagetema i »Den store bagedyst« blev endestationen for lokale Rasmus Trangbæk.

I sæsonens afsnit nummer tre, som blev sendt lørdag aften, måtte den 37-årige spinninginstruktør fra Virklund lægge forklædet og sige farvel og tak i det populære bageprogram.

- Objektivt var jeg klart den dårligste, udtaler en ærlig Rasmus Trangbæk til Ritzau.

Han gjorde sig flere gange bemærket i programmet med kreative bageidéer og en påklædning, der matchede bagværket. Han har tidligere været klædt i et Nik & Jay-outfit, da han havde lavede en hyldestkage til den populære popduo, og i afsnittet lørdag aften, da temaet var tyske kageklassikere, sagde han »Auf Wiedersehen« iklædt lederhosen.

Der er nu otte deltagere tilbage i programmet og selv om det lørdag aften blev et farvel til Rasmus Trangbæk fra Virklund, er Silkeborg stadig repræsenteret, da 59-årige Pia Bülow Karlsen fra Lemming klarede skærene i dystens tredje afsnit.