Grundlovstaler og gåture ved Engesvang

7. juni 2021, 10.34

Grundlovsmødet var tilsmilet af det gode vejr. Privatfoto

ENGESVANG For første gang i tre år kunne Socialdemokraterne holde deres grundlovsdags-arrangement under næsten normale vilkår.

Det foregik ved Skallerund Sø ved Engesvang, så man kunne kombinere en spadseretur rundt om søen med indlagte pauser, hvor man kunne høre grundlovstalerne.

Det nød de i alt 70 deltagere meget, og der var opfordringer til at gentage succesen med taler og gåtur en anden gang.

De fire talere var formanden for DGI Midtjylland, Lars Engeborg, Mogens Jensen og de to lokale spidskandidater, Kasper Pauli og HC Jørgensen.

De holdt taler omkring grundloven og de konsekvenser, de havde mærket i forhold til deres virke.

Talerne var udover gåturen krydret med optræden af Ekkokoret og fællessange, pølser, øl, kaffe og kage fremtryllet af den lokale partiforening.

Sidst men ikke mindst var der stor jubel, da John Juul Eriksen såre fortjent modtog årets initiativpris.