
Thomas Jensen i Folketinget: - Jeg er en glad og taknemmelig mand
Thomas Jensen er igen i Folketinget for Socialdemokratiet. Fik mange stemmer i Silkeborgs to kredse
Udgivet:06. juni 2019, 14.25
Læsetid:1 minut
Foto: Jakob Stigsen Andersen
4 år siden
SILKEBORG De sidste personlige stemmer er talt op, og Thomas Jensen er igen i Folketinget for Socialdemokratiet.
Jensen er således på vej til at træde ind i sit 12 år som folketingsmedlem, der er valgt på Silkeborg-stemmer.
- Jeg er glad og dybt taknemmelig for alle de silkeborgensere, som har stemt på mig, konstaterer Thomas Jensen torsdag eftermiddag i Jysk Arena.
De øvrige valgte fra Vestjyllands Storkreds er Annette Lind, Mogens Jensen og Anne Paulin.
Færre personlige stemmer
Selvom han nu kan se frem til endnu en valgperiode, har han faktisk færre personlige stemmer i de to Silkeborgkredse denne gang i forhold til valget i 2015.
Helt præcist har Thomas Jensen fået 338 færre personlige stemmer.
- Vi har siddet i opposition i fire år, og så er det bare sværere at skabe resultater Silkeborg. Til gengæld har jeg så fået flere stemmer udenfor Silkeborgkredsene, end jeg plejer, fortæller Thomas Jensen, der i alt har fået 7192 personlige stemmer i hele Vestjyllands Storkreds.