Hvad skal der ske med de hjerneskadede patienter efter Nisa?

Af Ulla-Pia Munday. Intensiv sygeplejerske Intensiv/Nisa afsnit Silkeborg

SYGEHUS Som borger i Silkeborg er jeg bekymret for de prioriteringer, der foregår i vores sundhedsvæsen, især er jeg bekymret for de allersvageste borgere - for eksempel patienter med en erhvervet hjerneskade efter en ulykke eller en blødning.

På intensivafdelingen i Silkeborg, hvor jeg har arbejdet i næsten 20 år, er vi eksperter i tidlig genoptræning af disse borgere, og genoptræningen starter allerede, mens patienterne er i respirator.

Ud over at være en almindelig intensiv afdeling varetager vi også tidlig højt specialiseret neurorehabilitering, heraf navnet Nisa (Neuro Intensiv Stepdown Afsnit). Næsten alle vores patienter lider af synkebesvær (dysfagi), derfor har de i begyndelsen nogle meget specielle tuber (cuffede tuber) i halsen.

Disse tuber hjælper os med at beskytte deres luftveje og anvendes i perioder med behov for respiratorbehandling. En meget stor del af vores arbejde på intensiv/Nisa består i observation og træning af synkebesvær.

Dette er en tværfaglig opgave for sygeplejersker, anæstesilæger og terapeuter fra Hammel Neurocenter. Det kræver stor viden og erfaring at varetage denne opgave, og det er til tider en kompliceret og langvarig proces at nå dertil, at patienten kan undvære tuben i halsen og forsvare sine luftveje. Fjernes tuben for tidligt, risikerer patienten at få lungebetændelse eller værre til følge. Patienter med de specielle tuber i halsen kan ikke udskrives til eget hjem, plejehjem eller kommunalt tilbud. De vil kræve konstant opsyn af et respiratorhold, hvilket kun de færreste kan få bevilliget. Derfor er det så vigtigt, at vi hjælper dem af med tuberne.

Det har været en lang proces at opbygge et velfungerende Nisa koncept. Det startede i 2008, hvor flere specialer blev fjernet fra Silkeborg Sygehus. Vi forudså, at der ville komme færre patienter på vores intensivafdeling. Samtidig var der overbelægning på de højintensive afdelinger og Hammel Neurocenter. Vi ønskede at være bindeled mellem de to, så patienterne kunne undgå unødig ventetid og starte genoptræning hurtigst muligt, mens de stadig var i respirator. I samarbejde med Hammel Neurocenter grundlagde vi Nisa på tværs af de to matrikler, og personalet fra intensiv i Silkeborg og Hammel skulle arbejde sammen om den tidlige højintensive rehabilitering. Det gør vi i dag på de seks intensive Nisa pladser i Silkeborg, hvor vi modtager patienter fra hele landet.

Det var svært at få stærke faggrupper til at arbejde sammen på tværs af de to matrikler, og det tog flere år, inden vi nåede det fantastiske samarbejde, vi har i dag. Uden tværfagligt samarbejde kan man ikke lave højt specialiseret neurorehabilitering.

Vi har været på kongresser rundt omkring i verden og fortalt om vores koncept og er ikke stødt på et lignende tilbud. Det er heller ikke lykkedes i København, hvor de mig bekendt kun har to lignende pladser på Glostrup sygehus.

Jeg frygter, at vores helt unikke Nisa koncept ikke vil overleve, hvis det flyttes, og at rigtig meget erfaring og specialviden vil gå tabt. Men mest af alt frygter jeg for vores patienter, især dem, der er svære at hjælpe af med de specielle (cuffede) tuber.

Hvordan bliver deres liv? Jeg håber ikke, at politikerne har ladet sig forblænde af, at vi på Nisa tjener penge på patienter, der kommer fra andre regioner, men har format til at tænke på, hvad der er bedst for vores patienter.