Økologiske fødevarer eller bedre normering i ældrepleje og børnepasning?

14. juli 2020, 12.31

PRIORITERING Økologiske fødevarer i offentlige køkkener eller bedre normering i ældreplejen og børnepasningen? Det er jo sagen sat på spidsen.

Byrådet i Silkeborg har tidligere vedtaget, at de offentlige køkkener primært skal anvende økologiske varer - utroligt men sandt.

Alle ved, at økologiske varer er dyrere end konventionelt fremstillede - det er forskelligt, men vel mellem 10 og 100% dyrere alt efter supermarkedets tilbud.

Æg og juice kan nemt være 100% dyrere osv. Man forstår så bedre, når man hører, at ældre på plejehjem ikke kan få et glas juice ekstra …

Når man så ved, at økologiske varer ikke er sundere, og at det er tvivlsomt, om fremstillingen giver fordele, så er det jo ren RELIGION.

Hvad koster det så for kommunen årligt? Ingen ved det - garanteret heller ikke byrådet - MEN en årsløn til en varm hånd ryger jo hurtigt her.

Det skal for god orden oplyses, at forbrug af økologiske varer i DK er i niveauet 12 -13% (vist nok verdensrekord). Af dette udgør det offentlige forbrug sandsynligvis min. 5%, hvilket vil sige, at borgernes køb alene udgør ca. 7-8 %.

Mere end 90% af befolkningen køber altså fortrinsvis konventionelt fremstille varer, og det er rigtig godt - vi har jo en god sundhed generelt.

Man kan ikke være særlig imponeret over vore politikeres beslutninger - det er i hvert fald ikke borgernes holdninger, de afspejler.

For god ordens skyld skal det bemærkes, at det var en socialdemokratisk minister, der primo 2015 lod Fødevarestyrelsen sende instruks til alle offentlige myndigheder om at anvende flere økologiske varer.

Det har byrådet i Silkeborg så bevilget - det samme i øvrigt i regionsrådet med Kühnau i spidsen.

Utroligt - men sandt. Husk - økologisk religion er dyrt og giver ingen merværdi.