Midtjyske Meninger: Jeg elsker højhuse

8. juli 2019, 13.07

Engang fik menneskene i byen Babel en ide. En god ide, syntes de. De ville bygge et tårn, der var så højt, at det nåede helt op til himlen. Et tårn, de kunne samles om. Et tårn, der ville gøre dem berømte! Begejstrede gik de i gang med at bygge. Gud kiggede på tårnet. »Jeg synes, det er en dårlig ide, med det tårn«, tænkte han.

Sådan indledes historien om babelstårnet i den bibel, min søn August fik til sin barnedåb tidligere på året. Med historien om babelstårnet in mente finder jeg det ganske fornuftigt, at Vorherres fremmeste repræsentanter fra Aarhus Stift, er blevet taget i ed forud for højhusbyggeriet på Fredenshus. Stiftet er med på ideen. Provsten vistnok ligeså. Muligvis skygger højhuset for Silkeborg Kirke, men Mariehøj Kirke fremstår knivskarpt fra 22. etage!

Ligesom i Babel raser højhusdebatten nu i Silkeborg. I læserbrev efter læserbrev efterlyses imidlertid de unges holdning. Kære læser. Hold nu fast. Nu får De en ung silkeborgensers holdning: jeg elsker højhuse. Det er en fremragende ide, og jeg glæder mig over de initiativer, der er i gang i Silkeborgs midtby netop nu.

Efter min overbevisning er det en entydig positiv udvikling byen er inde i. Derfor ærgrer det mig ærlig talt, at »Skøn på Silkeborg« i stadig stigende grad formår at skabe negativ stemning omkring byudviklingen. Jeg kan godt forstå, hvis unge tilflyttere fra Aarhus undrer sig over den debat, der pt. foregår i Silkeborg og spørger sig selv, om man egentlig er velkommen.

Jeg har selv boet i Aarhus. Vi er vant til vækst, vi er vant til byggeri - vi forventer det faktisk. I valget mellem udvikling og afvikling findes der ingen mellemvej. »Skøn på Silkeborg« ønsker dog en kontrolleret vækst. En vækst, der går langsomt.

Bente Aarøe, der er medlem af »Skøn på Silkeborg«, ønsker i fredagens avis billige og sjove boliger i Silkeborgs midtby. Hvem skal finansiere det? Hvad er sjove boliger? Skal vi have et silkeborgensisk Christiania på Søtorvet?

Hvad vil »Skøn på Silkeborg« ud over protest? Hvordan vil I kontrollere væksten? Hvor langsomt skal det gå? Vil I hellere have, at vi flytter til Hedensted, Herning eller Horsens?

Jeg hilser MJA’s »jagt på den kommunale velfærd« velkommen, og jeg håber i særlig grad, at »Skøn på Silkeborg« læser med.

Den kommunale økonomi kan være vanskeligt at forstå. Det er derfor et glimrende initiativ, at avisen nu sætter ind for at forklare os alle, hvordan det egentlig hænger sammen.

En anden facon kunne være at tage en tur udenfor kommunegrænsen. Jeg vil opfordre medlemmer af »Skøn på Silkeborg« og andre læsere, der sår tvivl om vigtigheden af kommunal vækst, til at tage på sommerferie i Frederikshavn, på Lolland eller i Tønder. Jeg lover jer, at her vil de elske en højhusdebat.