Badeanstalten 100 år: Tiden forvandlede byens bad til en kulturperle

I 100 år har Badeanstalten i Silkeborg sat sit præg på byen. Fra at være en nødvendighed, der skulle forbedre borgernes hygiejne til at blive en yndet destination, hvor velvære og fællesskab er det drivende

28. november 2020, 19.10

Det var Anton Nielsen, der her ses fotograferet i 1947, hvor han er i gang med, at sæbe en kunde ind, der blev den første bademester på Badeanstalten, hvor hans hustru blev bademesterinde i kvindeafdelingen. Anton Nielsen var sønderjyde og murer, og var i 1906 patient på Kneippkur-ansalten. Da opholdet skulle arbejdes af, blev han ansat som bademester på kuranstalten på Sejsvej. Det var han, indtil han tiltrådte som bademester på Badeanstalten den 1. maj 1920. Ægteparret Nielsen stod for badet i over 25 år. Artiklen her stammer fra Badeanstaltens jubilæumsavis, som blev udgivet sammen med Midtjyllands Avis lørdag den 28. november. Foto: Ukendt - udlånt af Silkeborg Arkiv

Det er 100 år siden vandet for første gang fik frit løb på Badeanstalten på Hostrupsgade i Silkeborg.

Men selvom tiden er gået og har sat sine tydelige spor på byen og verden omkring den, så står Badeanstalten stadigvæk næsten uberørt tilbage. Som en tidslomme, der trækker tråde tilbage gennem byens udvikling, samtidig med at det er lykkedes den at genopfinde sig selv som et populært stop for såvel byens borgere som turister i det 21. århundrede.

Det er kåringen som »Silkeborgs Bedste velvære-destination« i 2020 blot det seneste bevis på. Og da der er tale om en pris, der blandt andet uddeles på baggrund af stemmer fra byens borgere, viser det den specielle plads, Badeanstalten har i mange silkeborgenseres hjerte her 100 år efter, at den åbnede for første gang den 24. juli 1920.

Dengang gik Silkeborg Avis så langt som til at kalde sin artikel fra åbningen for »Den første renselsesfest«. Heri beskrev journalisten, hvordan, »der var formelig storm på Badeanstalten«, denne dag.

For nu havde byens borgere adgang til et offentligt bad, hvilket var de færreste forundt. Derfor konkluderede avisen også i sin reportage, at det var »et betydeligt savn«, der var blevet afhjulpet og at »længe har silkeborgenserne savnet et sådant sted, hvor de kunne gå hen og foretage de nødvendige og grundige renselsesfester«.

Avisen var derfor heller ikke i tvivl om, at Badeanstalten »i den kommende tid vil gå en glorværdig fremtid i møde«.

Tvivlsomt er det til gengæld om avisen eller de besøgende på denne dag kunne forudse, hvor længe den glorværdige fremtid ville strække sig.

At Badeanstalten 100 år efter, og tusindvis af historier og besøgende senere, stadig står næsten som ved åbningen. Som en fastforankret del af byens og dens borgeres historie.

Badeanstaltens ordensreglement anno 1920.

For sjæl og legeme

For man kommer ikke uden om, at historien om Badeanstalten og dens tilblivelse også er historien om Silkeborgs udvikling til en moderne by.

Efter Silkeborg blev købstad i 1900, var der fuld gang i byens udvikling.

I løbet af ti år fik byen nyt sygehus, elektricitetsværk, vandværk og alderdomshjem. Næste skridt i Silkeborgs udvikling var opførelsen af en bygning, hvor sjæl og legeme kunne plejes. En bygning til glæde for borgerne, hvor bibliotek, museum og badeanstalt var samlet.

Især det sidste var der behov for, da Silkeborg ikke længere havde en offentlig badeanstalt.

Siden 1897 havde kommunen haft en aftale med Silkeborg Kneippkuranstalt på Sejsvej, hvor borgere uden bad kunne gå hen og få et billigt kold bad. Navnet Kneippkur refererede til en behandlingsmetode med kolde bade eller overgydninger, diæt og hærdning, som var udviklet af den tyske præst Sebastian Kneipp.

Kommunens aftale med anstalten ophørte dog i 1917, og det var derfor nødvendigt at finde en ny løsning. Derfor søgte kommunen ministeriet om tilladelse til at opføre et bygningskompleks på den vestlige del af det, der dengang blev kaldt Markedspladsen. En plads, der blandt andet blev brugt til handel med levende dyr.

Tilladelse blev givet, og den københavnske arkitekt L. Bendixen fik ansvaret for byggeriet, der endte med at koste omkring 250.000 kroner, da det stod færdigt i 1920.

Selvom den flotte og dyre bygning trak overskrifter i nabobyernes aviser, så skulle der dog gå lidt tid, inden silkeborgenserne for alvor tog Badeanstalten til sig.

For som anstaltens første bademester, Anton Nielsen, udtrykte det, så var det »noget meget revolutionerende, at man saadan skulle staa og vaske sig aabenlyst«.

I løbet af den første måned blev der således blot taget 960 bade. Heraf tegnede en flok engelske turister sig for de 125. Men byens borgerne vænnede sig hurtigt til at bruge Badeanstalten, og allerede i løbet af en måneds tid måtte Anton Nielsen hyre en medarbejder til at hjælpe til i Badeanstalten. Og efter det første år havde 12.412 besøgt Badeanstalten.

Tallet blev ved med at stige gennem årene og kulminerede under besættelsen med 35.914 besøgende i 1944, hvoraf en stor del af de badene var tyske soldater.

I entregulvet i Badeanstalten er der en indlagt en mosaik af det, der med tiden er blevet Badeanstaltens logo. Christian Schou, der var bademester fra 1996 til 2001 fortæller følgende historie om logoet. - Det tog mig næsten fjorten dage med en damprenser at rense et tykt lag skidt af de her terrazzogulve, hvor vi fandt logoet ude i entréen. Det er terrazzo-mandens logo, som håndværkerne har efterladt som et visitkort, siger han. Og hvis man tænker, at det har en specielt betydning, så bliver man desværre skuffet. - Det er et ornament, som håndværkerne har efterladt. Vi har fået det undersøgt ved Lokalhistorisk Arkiv. Der er ikke noget symbolsk. Det er håndværkernes varemærke udadtil, forklarer Martin Jensen, der var uofficiel bademester fra 2001 til 2017.

Fra vand til damp

Gennem Badeanstaltens første 25 år skete der også en udvikling i silkeborgensernes badevaner.

De første mange år var det især karbad og brusebad, som havde folks interesse. Anton Nielsen kunne i forbindelse med badets og sit eget 25 års jubilæum dog fortælle, at dampbadet også kaldt russisk bad efterhånden var begyndt at blive det foretrukne bad hos gæsterne.

Det hang selvfølgelig sammen med, at byens borgere efterhånden fik adgang til bad i deres egne hjem. Men selvom muligheden for at få et dampbad kunne tiltrække brugere, så begyndte antallet af besøgende at falde i løbet af de næste årtier.

I 1953 var tallet faldet til 24.400 årlige besøgende og i 1959 til 9.702.

Da den nye bademester, Jørgen Ditlevsen, der i 1952 havde overtaget jobbet, i 1956 blev spurgt af Aften-Posten om silkeborgenserne var flinke til at benytte badeanstalten, lød svaret: »Nej, det synes jeg ærlig talt ikke«.

Men han påpegede dog, at Badeanstalten havde et trofast publikum, der kom uge efter uge. Som han formulerede det: »Det er jo saadan, at naar først et menneske bliver bidt af dampen, kan man ikke undvære den stimulans, et dampbad er«.

Omdrejningspunkt

Så der skulle tænkes anderledes, hvis byens badeanstalt skulle overleve.

Det var tid til at gentænke, hvad der skulle ske med stedet, hvilket blandt andet krævede en indsats fra de mange, der var blevet bidt af dampen, og for hvem stedet var blevet en institution, hvor fællesskab og venskab var formet gennem årene.

Heldigvis var der mange af byens borgere, der var klar over den historiske betydning af Badeanstalten, og som ikke var villige til at lade den forgå.

Så i midten af 1980’erne blev foreningen Badeanstaltens Venner oprettet. En forening, som arbejder for at sikre, at badeanstalten forbliver åben og bibeholder sin plads som et socialt og kulturelt omdrejningspunkt i Silkeborg.

For som årene er gået, er Badeanstalten blandt de sidste af sin slags og er således ikke kun en kulturhistorisk perle for Silkeborg, men for hele Danmark. Dette er foreningen meget bevidst om, og har derfor stor fokus på at bibeholde Badeanstaltens oprindelige skikkelse. Både udvendigt og indvendigt.

Her ses den nyindviet bygning som den så ud i juli 1920. Trappen fører ind til biblioteket. Nedenunder ligger Badeanstalten med indgang på de to sider af trappen. Foto: Gunnar Mogensen udlånt af Silkeborg Arkiv.

Et levende museum

Og når det kommer til Badeanstaltens udtryk, så kommer man ikke udenom klinkerne, som beklæder væggene i Badeanstaltens hall og reception.

De karakteristiske gule klinker med de grønne fuger er om noget med til at bibeholde stedets autenticitet og charme.

Ifølge Martin Jensen, der var massør og teknisk leder og fungerede som bademester fra 2001 frem til 2017, kaldes den for Tronholm klinken, og blev fremstillet af det gamle Randers firma Tronholm Flisefabrik. Når der er renoveringsarbejde i Badeanstalten eller klinkerne med tiden flækker, er de næsten umulige at opstøve. Derfor gælder det om at samle på dem, når det en sjælden gang lykkes at finde nogle.

Og hvis man bevæger sig ind i »det lille museum«, der ligger ved siden af badeanstaltens gamle fyrrum, så vil man finde et lille parti på 75 styk.

De stammer fra en tidligere kunde, der besøgte Badeanstalten i vinteren 2013, og som desuden ejede Skave Nedbrydning.

Hun var meget begejstret for Badeanstalten og rammerne, så hun satte sig for finde nogle tilsvarende klinker. Det lykkedes hende at finde dem hos en ældre murer i Bjerringbro.

Men selvom Badeanstalten stort set ser ud som den dag, den åbnede og kan anses som et slags levende museum, så er der dog sket lidt gennem årene.

I 2001 stod Martin Jensen for at få ventilationen forbedret. Det tog omkring tre måneders arbejde at sænke lofterne og etableret et nyt ventilationssystem. Martin Jensen understreger, at der selvfølgelig sker ændringer i Badeanstalten, men at det vigtigste er, at det bliver gjort med respekt for stedet: »Der er sket nogle ændringer hernede uden at ødelægge indholdet«.

Poul Bjerre var Badeanstaltens tredje bademester. En position han holdt ved i 14 år.

Tiden står næsten stille

Det er blandt andet den mentalitet, der gør, at Badeanstalten i år kan fejre sit 100 års jubilæum i næsten samme stand, som da den første renselsesfest fandt sted.

For gennem årtier har skiftende bademestre og besøgende behandlet Badeanstalten med respekt og haft for øje, hvor vigtigt det er at passe på stedet. Og selv om tiden løber for alle, og Badeanstalten gennem årene har udviklet sig og i dag blandt andet tilbyder urtebade, mudderindpakninger og wellnesspakker, så står tiden alligevel næsten stille nede i kælderen. Hvor alle er ens, høj som lav, ung som gammel, når tøjet smides, vandet løber og dampen rejser sig i det, der betegnes som »Danmarks mest hemmelige kulturperle«.

Kilde: Research og interviews udarbejdet af stedsjournalist Kasper Mikael Jacek, diverse avisartikler, »En levende badeanstalt i historiske rammer« skrevet af arkivleder på Silkeborg Arkiv Lis Thavlovs og udgivet i bogen »Midtjyske tæpper« af Anne Mette Larsen samt Keld Dalsgaards artikel »Sundhed og velvære - om varmtvandsbadeanstalten« i Silkeborg Museums Årsskrift 1997.

For 40 år siden fandt nogle brugere i Badeanstalten på at spille »Kapsel« på omklædningsrummets gulv fredag eftermiddag. Det blev med tiden så populært, at det blev spillet de fleste fredage. Der spilles fortsat kapsel i Badeanstalten, hvor der også afholdes et årligt mesterskab i kapsel. Spillet foregår ved, at deltagere efter tur kaster en kapsel og den, der kommer tættest på risten midt på gulvet vinder.
I 1994 var Silkeborg Kommunes kulturudvalg i julebad på Badeanstalten. Her ses daværende bademester Børge Hansen (1991-96) i fuld gang med at skrubbe daværende udvalgsformand Jørn Rye Rasmussen på ryggen.
Her ses bygningen i 1926. Hjørnet af Hostrupsgade/Brandvejen ses til højre, hvor der står en gaslygte. Foto: Oluf Nielsen udlånt af Silkeborg Arkiv
Her er hovedindgangen til den nye multibygning set fra legepladsen på Th. Langs Skole på den anden side af gaden. Billedet er taget i 1920 samme år som biblioteket, museet og badeanstalten åbnede. Foto: Ukendt - udlånt af Silkeborg Arkiv