Når kommunalpolitikere leger Lotte Modsat

28. august 2020, 12.33

SKOLELUKNING Der sker noget sjovt når Christiansborg er langt væk. Enhedslistens folkeskolepolitik i Skanderborg Kommune er ikke rigtig i tråd med partiets overordnede linje. I Enhedslistens folkeskolepolitik står der, at »Folkeskolen er fundamentet for, at vi alle bliver klædt på som samfundsborgere«, men at Folkeskolen er blevet underprioriteret og underfinansieret igennem en årrække .(Så langt så godt. Der kan Skanderborg Kommune godt være på linje).

Men som Enhedslisten påpeger, har det ført til, at stadig flere forældre fravælger folkeskolen til fordel for private skoler. »Det skaber ulighed i samfundet og bidrager til den sociale opdeling af vores børn. Vi vil vende den udvikling«, skriver Enhedslisten i sin officielle skolepolitik. Hvad siger du til den Peter Kjær?

Indtil slut 80’erne var kommunerne forpligtet til at afholde en lokal folkeafstemning om en varslet skolelukning, hvis vælgerne i et skoledistrikt krævede det. Det stod i Folkeskoleloven. Sådan en bestemmelse ønsker Enhedslisten igen at få indskrevet i Folkeskoleloven.

Hvis den folkeafstemning blev afholdt i Bjedstrup eller Hylke, tror jeg godt vi kender resultatet.

Så kære kommunalpolitikere, så langt er der heller ikke fra Skanderborg til Christiansborg. Lad dog jeres kommunalpolitik afspejle bare en lille smule af det, jeres partier står for. Det ville både gøre det nemmere at være jer og at være vælger i vores kommune.