Midtjyske Meninger: Natpisseri, traktorlarm og råddenskab

1. december 2020, 12.41

Foto: Martin Ballund

Forrige fredag fik vi god aftensmad, tilsat en enkelt øl (måske to). Efter Vild med Dans og Barnaby ramte jeg sengen ved godt 23-tiden.

Og så vidste jeg det jo godt, det med øllene, - at benene skulle svinges ud ved 04-tiden for at liste på toilettet.

Jeg gjorde mig meget umage for at holde øjnene næsten lukkede under hele proceduren, så jeg kunne komme hurtigt tilbage under dynen og sove videre.

Lige da søvnen var ved at indfange mig, hørte jeg små trippende trip. Nu var det konens tur.

Da hun kom tilbage, spurgte hun, hvad klokken var, tæt på 04.30 konkluderede jeg efter et søvnigt løft af vækkeuret.

Vi havde begge svært ved at finde »søvntoget«. Det er der, hvor man skal stå på, når toget kommer ind på perronen. Og jeg kunne ikke lige digte en historie om et blåt hav, hvide sejlskibe, flotte skyformationer i horisonten, sandstrand og palmetræer, - uden at en kokosnød faldt ned i hovedet på os.

Efter noget venden og drejen, sagde jeg »Pssssssst« og erklærede, at der nu var drysset et sovemiddel ud over soveværelset.

Det virkede, konen faldt til ro, det samme gjorde jeg.

Morgensøvnen blev ødelagt lidt før 08.00 af en enorm larm fra Hovedgaden. Blinkende lygter lavede soveværelsets vægge om til et mangefarvet diskotek.

»Er der tømning af skrald om lørdagen«, spurgte jeg søvnigt. »Nej«, svarede konen, »der er netop drønet et halvt hundrede traktorer gennem vores morgensøvn«.

Resten af historien kender vi. Billeder fra Aarhus og København af demonstrationer mod Mette F. for grundlovsbrud samt masser af taler, traktorer og fiskekuttere.

Jeg erfarede i øvrigt, at det var vores lokale Julius’ tegning af Mette F., der blev brugt som plakat på diverse talerstole, det er vi lidt stolte af i Bryrup.

Og nytter det så det hele?

En klog person har sagt, at den, der tier, samtykker. Så jeg vil bruge min klumme til ikke at tie og sige helt klart til vores statsminister: »Stå til ansvar for det lovbrud du og dine ministre har lavet«.

Om minkindustrien skal udryddes, - om den er farlig eller ej, har jeg ikke indsigt til at vide nok om. Men jeg ved, at alle skal stå til ansvar for grundloven.

At minkene så er svære at komme af med, er noget helt andet. Selv efter at de er døde og begravet, dukker de op til overfladen igen.

Historisk er der ikke meget, som har ændret sig siden år 1600. Dengang skrev Shakespeare skuespillet Hamlet og gav Marcellus den berømte replik: »Something is rotten in the state of Denmark«.

Og nu lugter her også.