Alphabeat vender tilbage til Hede Rytmer

Oven på seks års pause spiller den populære popgruppe i Silkeborg, når de til sommer igen giver koncert i Indelukket

7. november 2019, 09.59

Alphabeat har spillet på Hede Rytmer mange gange tidligere. Første gang i 2003 - dengang under navnet Sodastar - og senest i 2011. Foto: Jakob Stigsen Andersen.

SILKEBORG Med store hits som »Fascination« og »10000 Nights of Thunder« såvel som et spritnyt album giver Alphabeat til sommer koncert i bandets hjemby.

På scenen i Indelukket kommer bandet til at fyre op under festen som en del af næste års Hede Rytmer.

Medlemmerne af popgruppen mødte hinanden på Silkeborg Gymnasium, og siden har de udgivet fire albums og spillet mange koncerter i ind- og udland.

Silkeborg har stadig en stor betydning for bandet, forklarer forsanger i bandet Stine Bramsen. Det var nemlig her, det startede.

- Vi har mange gode minder fra Silkeborg. For mig handler det også om de tilfældigheder, der gjorde, at jeg er her i dag. Jeg havde søgt ind på Katedralskolen i Aarhus, fordi jeg ville have musik. Men guderne gjorde, at jeg kom ind på Silkeborg Gymnasium. Der så jeg et opslag om et band, der søgte en korpige. Siden er mit liv blevet formet efter det, og det er jeg utroligt taknemmelig for, siger hun.

Magasin med interview

13. november udkommer Zoom - magasinet, der udkommer her i Silkeborg-området, med blandt andet et stort interview med netop Stine Bramsen, der fortæller om, hvorfor Alphabeat tog en pause, og hvordan det er at vende tilbage med ny energi.

Ud over koncerten på Hede Rytmer, spiller Alphabeat også i Silkeborg 28. februar i Kedelhuset. Den koncert er dog for længst udsolgt.

Et ønsket band

I år prøvede Hede Rytmer som noget nyt at modtage ønsker til, hvem der skal spille på Hede Rytmer. Og Alphabeat var et af de bands, der fik mange ønsker med på vejen. Faktisk var de i top 3 over mest ønskede bands.

Ud over Alphabeat er Carpark North, Magtens Korridorer, Scarlet Pleasure, Rasmus Bjerg som John Mogensen, Johnny Madsen og Queen Machine offentliggjort til næste års Hede Rytmer.

Hede Rytmer 2020 kommer til at foregå 28.-30. maj, og det fulde musikprogram offentliggøres senest 20. november, hvor salget af dagsbilletter åbner.