KIF-angriber scorede hattrick i målrig deler

Kjellerup IF fik et point med hjem fra Holstebro

11. august 2019, 21.12

Rasmus Lysdal var i målhumør mod Holstebro. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD Efter 13 danmarksseriekampe i træk med sejr bremsede Kjellerup IF søndag Holstebro Boldklubs fornemme stime.

Et livligt opgør i det vestjyske endte 3-3, og dermed klarede KIF den vanskelige udekamp betydeligt bedre end naboerne fra Silkeborg KFUM, der i sidste weekend tabte hele 7-1 til samme modstander.

Dagens mand for KIF var den hurtige angriber Rasmus Lysdal, der scorede alle sit holds tre mål, og kort før tid kunne han endda have afgjort kampen, da han brændte en stor chance.

Men alt i alt var det ene point ganske brugbart for udeholdet, der i første halvleg var både bagud 1-0 og 3-1.

Dermed har 2. divisionsnedrykkerne fået en god start på sæsonen med fire point efter to svære udekampe.