
8 år siden
SILKEBORG I slutningen af 2013 modtog Midtjyllands Avis et brev med en lille pose kokain fra en anonym borger i Silkeborg.
Med i brevet var der også et billede af baglokalerne til diskotek Ultra Light (taget fra Bios Gård), hvortil borgeren forklarede, at der var omfattende narkohandel fra stedet. Avisen overdragede brevet og kokainen til politiet i Silkeborg, og meget tyder dermed på, at der allerede fra slutningen af 2013 blev solgt narko fra stedet, som blev drevet af den 48-årige Harun Bergke. Mandag blev han i byretten udvist af Danmark og fik en straf på ti års fængsel.
Det var først i perioden fra august til december 2014, at den centrale efterforskningsenhed i Midt- og Vestjyllands Politi for alvor rettede opmærksomheden mod diskoteket med massiv overvågning af blandt andre den 48-årige diskoteksejer. Narkohandlen i Silkeborg foregik i tæt samarbejde med blandt andre en tyrker, som politiet ikke har fået fat i - og som er internationalt eftersøgt.
At handlen med stoffer var åbenlys, understreges også af, at det i løbet af retssagen fremgik, at det var muligt at købe narkotika på dankort på diskoteket. Diskoteksejeren købte stofferne af den internationalt eftersøgte tyrker for 200 kroner per gram, hvorefter han solgte det videre til omkring 500 kroner per gram.
Den 48-årige diskoteksejer har boet i Danmark, siden han var 12 år, og han har fem børn med tre forskellige koner. Alligevel valgte byretten at udvise ham af Danmark for bestandigt. Diskoteksejeren har anket sagen til landsretten.



Silkeborg-diskotek centrum i narkosag


Anklage: Silkeborg-diskotek var narkocentral


Taxichauffør også involveret i narkosag


Lokal diskoteksejer: Dårlig omsætning startede narkohandel

