Midtjyske Meninger: Ensom?

23. januar 2020, 12.55

Foto: Martin Ballund

Borgerne i Silkeborg kommune er blevet spurgt »Hvordan har du det?«. Ifølge et læserbrev af Gitte Willumsen, der er lokal folketingsmedlem (-svikar) er der 5300 borgere, der oplever ensomhed. Heraf er en del unge, skriver hun. Det er jo alt for mange.

Jeg kom til at tænke på, om jeg følte mig ensom som ung. Det gjorde jeg i perioder. Jeg var ikke ensom i den forstand, at jeg ikke havde nogen, jeg kunne snakke med, og jeg fungerede fint i skoler og sådan. Jeg havde nok ikke så mange kammerater - og har altid tænkt at »de andre« havde flere end mig. Jeg kan også huske følelsen af at kigge på verden - men at den kiggede ikke på mig. Når man er ung, er det svært at finde ud af, hvad der er det rette - for mig. Og det er nemt at føle, man ikke er som de andre. Selv om de fleste andre jo også føler sådan.

En del af mit liv i halvfjerdserne var jo også bare, som det var. Der var kun en tv-kanal, kun en fodboldklub og kun en skole, men mindst lige så vigtigt var dagligdagen jo, som den var.

Jonathan Spang brugte vendingen »det var som det var« i sit standup-show på Jysk Musikteater i slutningen af november. Han beskrev malende, hvordan der kun gik en bus (det var 4’eren fra Virk-lund ind til byen for mig), så når man sad og ventede på bussen og var kommet 15 minutter for tidligt, satte man jo sig ned på bænken ved stoppestedet. Og så var der jo INGENTING at lave. Jo, der lå nok en pind ude på vejen - og der kom en bil. Men der skete jo ikke noget. Pinden flyttede sig ikke. Så hvad tænkte man egentlig på i de 15 minutter? Var man mon ensom?

I dag ville enhver tage sin mobiltelefon frem, inden der var gået tre sekunder. Der skal jo nødig ikke ske noget. Umiddelbart skulle man jo så tro, at eksplosionen i sociale medier og mængden af tilbud sammen med bedre skoler og daginstitutioner ville bevirke, at færre og færre unge føler sig ensomme. Men det sker ikke.

Har vi blot lært at tale om det, så det først i de senere år er blevet noget vi kan »se« og derfor gøre noget ved? Så er det er jo kun godt - for det er stadig et af de store tabuer i et samfund, hvor vi taler om alt. Men ikke om min egen følelse af ikke at høre til: »Det må være fordi, jeg ikke er god nok. Enhver kan jo se, at det kører for de andre.«

Eller er vores forventninger til livet for store? Har vi glemt at alenehed og perioder med følelse af ensomhed hører livet til? Har vi derfor - og især de unge - for høje forventninger til, at jeg skal have det liv, jeg tror og ser at de andre har? Det hører vel mennesket til, at vi kan føle os alene - så hvad skal man dog svare på »hvordan har du det?«

Måske er det jo bare som det er og derfor er »okay« også et ret godt svar.