Wellness, fitness og orangeri: Luksusbofællesskab til seniorer klar i 2023

Nyt bofællesskab i Alderslyst kommer til at rumme blandt andet wellness, fitness, gymnastikrum og orangeri

Udgivet:10. april 2021, 09.30

Læsetid:2 minutter

Det er tanken, at det nye boligområde på hjørnet af Lupinvej og Kejlstrupvej skal se således ud. Byggeriet er udviklet af Property Advice, som har Heine Jensen fra Ry som direktør. Desuden er Philip Eduard fra Silkeborg associeret partner i Property Advice. Illustration: Property Advice

2 år siden

SILKEBORG »Holmsø Boligresorts« bliver navnet på fremtidens bofællesskab for mennesker over 55 år på hjørnet af Lupinvej og Kejlstrupvej i Alderslyst - den tidligere Kiwi-grund. Og hvis det går efter planen, står bofælleskabet klar til indflytning i 2023.

Det er selskabet Ejendomsinvestering A/S fra Silkeborg, der står bag projektet, og ifølge direktør Jonas Dørken kommer projektet til at sætte nye standarder.

- Det kommer til at være et »bolig- resort«, og ordet er opfundet til formålet, fordi det kombinerer »bolig«, som giver den trygge ramme om hverdagen, med »resort«, som vi kender fra hotelkomplekser. Med de faciliteter, som vi kommer til at tilbyde, bliver byggeriet en blanding af boliger og et hotel/resort, fortæller Jonas Dørken.

Komplekset bliver et serviceret bofælleskab med blandt andet wellnessafdeling, fitness og gymnastikrum samt vinterhave/orangeri. Der bliver også en tagterrasse, hvorfra der vil være udsigt over Silkeborg by.

Der bliver 96 lejligheder i byggeriet til en leje på mellem 6500 kroner og 10.500 kroner.

Ifølge Jonas Dørken er der en stigende tendens til, at ældre ønsker at engagere sig i fælleskaber. Derfor er det en del af konceptet, at der skal være en aktivitetsvært, som understøtter og faciliterer aktiviteter. Der er dog også mulighed for som beboer at få ansvarsområder - eksempelvis ved at blive primus motor på en aktivitet.

Fælles aktiviteter

- Vi ved, at et centralt element i alle menneskers livskvalitet er sociale relationer samt engagement og mening. Vi har et ønske om at være med til at understøtte og udvikle positive naborelationer. Derfor har vi fokus på at iværksætte fælles aktiviteter, og at arkitekturen skal danne rammer om hyggeligt samvær i grønne omgivelser, siger Jonas Dørken.

Ejendomsinvestering A/S tror så meget på konceptet, at der nu er planer om at udvide boligkonceptet til andre byer. Derfor er Michael Høeg Andersen blevet ansat som projektleder. Han har 26 års erfaring fra rejsebranchen, og har de seneste 15 år arbejdet med seniorrejser. Den erfaring skal han bruge til at imødekomme seniorernes ønsker til faciliteter, aktiviteter og oplevelser i det kommende bofællesskab i Silkeborg, oplyser Jonas Dørken. holst