Politi undersøger fortsat dødsulykke

16. november 2020, 09.38

Foto: Martin Ballund

HAMMEL Det var på alle måder en tragisk dødsulykke, der kostede en 64-årig mand livet i Hammel mandag aften i sidste uge.

Ulykken skete på Kappelsdal i Hammel, og de foreløbige undersøgelser og afhøringer tyder ifølge politiet på, at dødsulykken skete, fordi en 69-årig bekendt bakkede henover manden uden at have set ham bag bilen.

Østjyllands Politi har endnu ikke lukket sagen, fordi de fortsat afventer bilinspektørens rapport.

- Det kan godt tage et stykke tid, før vi kommer til at kunne sige noget mere om sagen, oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager.

Efter ulykken blev den 69-årige sigtet i sagen, hvilket er standardprocedure ved ulykker med dødelig udgang. BEC