1 måned siden
Januar kan godt være en lang måned at komme igennem: Mørk og kold og med hele 31 dage.
Som barn hadede jeg den måned, hvor man kom tilbage til et klasseværelse, der var støvsuget for al den hygge, der var i december. Det i sig selv gjorde ligesom rummet mere koldt, og jeg havde ikke lyst til at gå derind.
Jeg kunne sidde og spejle min vinterbleghed i de store, mørke vinduer, mens lærerne snakkede og snakkede. Jeg håbede altid på en snestorm, der kunne lukke vejene, så jeg kunne blive hjemme i kakkelovnskrogen med en god bog.
Til det håb knyttede der sig dog en snert af dårlig samvittighed, for da jeg boede på landet, gav snestorme også store vanskeligheder. Vi kunne for eksempel ikke få afhentet mælken, og det var forbundet med besvær at få foder ind til dyrene. Jeg ville dog hellere ud at grave i sneen, end jeg ville sidde i skolen. Ikke mange børn nu om stunder har prøvet at blive hjemme på grund af sne, selvom det virkelig kan anbefales. Det er tit hyggelige dage, som huskes længe efter.
Nu kan jeg faktisk godt lide januar, da jeg er meget opmærksom på lyset, der kommer tilbage. Halvanden time er dagen blevet længere siden solhverv, og jeg fryder mig, når jeg kører østpå om morgenen og ser, at morgenstund får mere og mere guld i mund.
I familien har vi mange januarfødselsdage, så vi har en hel del festlighed og hygge i den forbindelse. Også jeg selv er født i januar, og selvom jeg egentlig ikke går ret meget op i det og nogen gange skal til at regne for at huske, hvor gammel jeg faktisk er, så bliver jeg behørigt fejret og forventes også at bespise den sultne familie.
Jeg har aldrig været god til at ønske mig praktiske ting, for dem skaffer jeg, når jeg har brug for dem, og helt ærligt ville jeg skulle trække meget på mit skuespillertalent for at mobilisere ret megen begejstring, når jeg havde pakket en hulske eller en ny kasserolle ud. For mig skal fødselsdagsgaver helst være det »lidt ekstra«, som jeg slet ikke behøver at have.
Jeg har derfor de seneste år sagt til familien, at jeg ønskede mig en kop kaffe og en god snak med dem. Det har de lagt sig på sinde, men de har så lavet en tradition med, at vi alle sammen hvert år skal lære noget nyt.
Noget komplet unyttigt, men spændende og interessant. Sidste år var vi på kursus i cyanotopi, som er en enkel, gammel, fotografisk teknik.
I år blev vi undervist i tufting, som laves med specialnål og garn. Det kan varmt anbefales. Det er meget bedre end en hulske.
Indlæser debat