Elev i Jysk får 95.000 kroner i bonus

Lars Larsen-selskabet belønner alle ansatte

12. oktober 2020, 16.52

Fuldtidsmedarbejdere, der har været ansat i hele regnskabsåret i Jysk, har fået udbetalt mellem 5.400 og 95.000 kroner i bonus.

SILKEBORG De ansatte i Jysk går rundt med et stort smil på læben. Selv om flere af Jysks butikker var ramt af forårets nedlukning, er møbelkæden kommet så godt ud på den anden side, at medarbejderne i gennemsnit får en årsbonus på 34.000 kroner.

Det er det højeste beløb, dynefirmaet nogensinde har udbetalt, oplyser kæden i en pressemeddelelse.

Især de ansatte i en Jysk-butik på Marsvej i Randers kan storsmile. Her har alle ansatte fra butikschef til elev fået 95.000 kroner i bonus.

- Medarbejderne i butikkerne får bonus, efter hvor godt salget har været i netop deres butik. Så når de har fået en stor bonus, er det, fordi det er gået godt for Jysk. Samtidig er medarbejderne i Jysk-butikkerne jo nogle af dem, der ikke har haft mulighed for at arbejde hjemme, men som derimod er mødt på arbejde hver dag for at holde hjulene i gang gennem hele coronaepidemien, siger Bo V. Andersen, der er landechef for Jysk i Danmark.

Bo Andersen forsikrer, at alle har fået en bid af kagen, også selv om nogle butikker har været hårdere ramt af krisen end andre. For eksempel var de butikker, der er placeret i indendørs butikscentre, lukket i foråret på grund af coronavirus.

- De ansatte i de butikker arbejdede i den periode i andre nærliggende Jysk-butikker, og derfor skal de selvfølgelig ikke snydes for bonus. De har derfor fået bonus i forhold til vores gennemsnitlige salg i Danmark i den periode, hvor butikkerne var lukket, siger Bo Andersen.

Der er ca. 1250 ansatte i danske Jysk-butikker. Kæden driver 2.900 butikker i 51 lande.

I regnskabsåret 2019/2020 havde Jysk en rekordomsætning på 30,5 mia. kr. Det er 7,6 procent højere end sidste regnskabsår.