DET ER DIT VALG - KV21

Ingen eksperimenter ved valget på tirsdag

13. november 2021, 08.00

Foto: Martin Ballund

STORYTELLING En valgkamp er fascinerende. Og forudsigelig. Nogen spiller forudsigeligt på modstanden mod forandring, som ingen som bekendt bryder sig om.

Mange vil gerne have mulighed for at vælge forandringerne fra og blot have udviklingen. Men det lader sig jo ikke gøre.

Jeg har med interesse læst indlæggene fra kandidater fra andre partier, der vil høste stemmer på at sætte udviklingen i Silkeborg på pause, fordi man synes, det hele er gået for stærkt i den forgangne byrådsperiode.

Jeg er uenig. Udviklingen er grundlæggende positiv og skal udnyttes, ikke bremses. Udviklingen skal blot styres og bredes ud til hele kommunen. Silkeborg Syd kalder. Og det drypper da også på degnen allerede.

Mine nye naboer på Smedebakken i Them er en ung familie fra Aarhus med to børn. De har hørt om mulighederne for det gode liv her.

I de mange år jeg har været formand for Them Hallerne, har Silkeborg kommune da også bakket op. Men selvfølgelig skal infrastruktur og kommunale tilbud kunne følge med udviklingen. Det er der også penge i kassen til at sørge for, at det sker i de kommende år.

Det går ikke »så ringe endda«. Måske en begrundelse for ikke at lave for mange eksperimenter med krydset på tirsdag. Sæt krydset ud for et af de partier, der har virket for stabilitet, fremgang og udvikling. En udvikling, der har været funderet på et solidt økonomisk fundament. Selv om »havnens faste stok« forsøger sig med storytelling om, at det er forfærdeligt med alt den udvikling, og der ikke er flere penge.

Det passer jo ikke. Lad os fortsætte de gode takter. Med en kommune, hvor erhvervslivets vilkår fortsat prioriteres, så vi har skattekroner til velfærd og udbygning af vores institutioner og får skabt arbejdspladser til vores egne borgere.

Indlæser debat