Ydmygelse: Svækkede Silkeborg-Voel var chanceløs mod mestrene

Uden Sofie Bæk og Mathilde Kristensen kunne Silkeborg-Voel intet stille op imod Odense Håndbold

Udgivet:08. februar 2023, 19.55

Læsetid:1 minut

Helene Kindberg blev med syv mål Silkeborg-Voels topscorer i det knusende nederlag. Foto: Martin Ballund

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

1 måned siden

HÅNDBOLD De dobbelte danske mestre fra Odense Håndbold var onsdag aften nok en gang en alt, alt for stor mundfuld for Silkeborg-Voel.

Hjemme i Jysk Arena blev Voel-pigerne udspillet efter alle kunstens regler af det fynske tophold, der vandt med de voldsomme cifre 23-40.

Odense udnyttede ubarmhjertigt, at værterne var uden nøglespillerne Mathilde Kristensen og Sofie Bæk Andersen, og særligt førstnævnte var savnet i et forsvar, der slet ikke hang sammen.

Kun i kampens indledning fulgte Silkeborg-Voel nogenlunde med, men så rykkede Odense fra og ændrede på kort tid 6-6 til 6-9 på måltavlen.

Efter nul redninger på otte minutter måtte målvogter Filippa Idéhn ud på bænken til fordel for Stine Bonde. Det hjalp på ingen måde.

Med 10 minutter til pausen havde Voel-keeperne stadig ikke snuppet ét eneste skud, og bagud 11-18 var spændingen allerede dér reelt punkteret.

Måske derfor var der en sjælden gangs skyld spilletid til den 18-årige stregspiller Josefine Videbæk, men hun kunne heller ikke ændre på klasseforskellen.

Først efter ufattelige 29 minutter og 44 sekunder kom hjemmeholdets første redning, da Filippa Idéhn reddede et gennembrud fra Dione Housheer.

Men med en pausestilling på hele 13-24 gjaldt det i anden halvleg udelukkende om at redde æren for Silkeborg-Voel.

Den mission lykkedes kun delvist.

Med 20 minutter tilbage var værterne bagud 17-32, og 10 minutter senere var stillingen 22-37. På det tidspunkt var Odense gået noget ned i kadence, og i kampens slutfase viste fynboerne nåde, så nederlaget »kun« blev på 23-40.

Men det ændrer ikke på, at den ydmygende forestilling i den grad må gøre nas i Silkeborg-Voel.

Indlæser debat