Umuts opfordring: Brug penge på terapi i stedet for øl

Det er destruktivt at dulme sine indre dæmoner med alkohol, lyder det fra kendiskokken Umut Sakarya, som selv har erfaret det på egen krop.

Udgivet:01. juli 2022, 09.01

Læsetid:2 minutter

Umut Sakarya er indehaver af Guldkroen, der serverer gammeldags dansk mad. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Der bliver langet litervis af fadøl, shots og sjusser over bardiskene på årets Roskilde Festival, der efter to års coronapandemi er tilbage for fuld smadder.

Men det kan også tage overhånd, mener kendiskokken Umut Sakarya, som har lagt vejen forbi årets festival.

- Jeg ved godt, at der er rigtig mange, der hygger sig. Men der er også mange, der vil have, at det skal være vildt, fordi man vil slukke hjernen. Det kommer jo af, at der sker noget andet i en, siger han og kommer med en opfordring:

- Lad være med at save jer ned. Drik vand, og drik guldøllen stille og roligt. Og gem pengene til noget terapi i stedet for at gå amok for at flygte.

Umut Sakarya siger det ikke for sjov.

Han ved, hvad han taler om, understreger han. Han er selv stoppet med at drikke og er gået i terapi for at skærpe sit fokus og sine forretninger.

- Jeg har faktisk selv fået rådet. Men meget mandeagtigt ventede jeg til sidste øjeblik, før jeg gik til lægen, fortæller han

- Jeg tænkte faktisk på det, da jeg gik rundt og så nogle, der var helt brændte. Jeg havde lyst til at gå over og sige: "Nu skal du ikke have mere. Nu skal du gemme pengene og finde en terapeut".

Umut Sakarya er på Roskilde Festival med sin kæreste, Johanne Havshøj.

Og når man er kærester med Umut Sakarya, kommer man med ind i Backstage Village, hvor de kendte holder til.

- Jeg er normalt ikke så sindssygt god til festivaler, fordi der er så mange mennesker, så det er virkelig rart her, siger Johanne Havshøj, der til daglig studerer uddannelsesvidenskab.

- Det er megahyggeligt, roligt og rigtigt dejligt at være herinde. Det har jeg aldrig været før. Det har jeg ikke lige haft mulighed for, siger hun med et smil.

Det samme istemmer Umut Sakarya.

- Det er meget hyggeligt. Det er faktisk hyggeligere her end mange andre steder, siger han og uddyber:

- Der er mange mennesker. Jeg ved ikke, om det er efter corona, at man har vænnet sig, at der er lidt mere stille og roligt. Men folk er meget søde. De kommer hen og vil have taget et billede sammen - meget respektfuldt. Det er dejligt, i stedet for at de filmer en i skjul, siger han.

Ud over Roskilde Festival har den kendte sovsekonge også andre planer for sommeren - han skal ud at rejse, og så skal han i kolonihave.

- Jeg skal lave alt muligt hyggeligt i den dur - og så skal jeg også lave lidt programmer. Der er en kogebog på vej og flere tv-projekter.

- Det kører rigtigt fint. Der er ro på. Alt er godt, lyder det fra ham.

/ritzau/

Ritzau interview med Umut Sakarya Umut Sakarya har lagt alkoholen på hylden og opfordrer andre til at drikke med måde. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Festivalgæster på Roskilde Festival 2022 Umut Sakarya debuterer som gæst på årets Roskilde Festival sammen med sin kæreste, Johanne Havshøj. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Indlæser debat