Virklund bør have kunstgræsbane

Udgivet:07. januar 2022, 14.02

Læsetid:1 minut

Af Morten D Høgh (V) og Luis da Silva Martins (R). Medlemmer af byrådet i Silkeborg Kommune

BOLDBANE I Virklund Boldklub har de længe haft et ønske om at erstatte den nuværende plæne, placeret på deres lysbane, med en moderne kunstgræsbane. Lysbanen i Virklund bliver i dag brugt som helårsbane. Dog ikke altid brugbar og langt fra altid optimal.

Ønsket er at tilbyde de mange fodboldmedlemmer en mulighed for at træne udendørs året rundt - også på de dage hvor vejret ikke arter sig. Potentialet er stort. Projektet er godt.

Kunstgræsbanen i Virklund vil dermed skabe stor værdi for, ikke bare Virklund, men hele »syd«. Et pænt stort område
Morten D. Høgh (V) og Luis da Silva Martins (R)

Virklund Boldklub er i en rivende udvikling og medlemmerne strømmer til. De nævner yderligere at fodboldafdelingen har 18 aktive hold og at der er omkring 46 hold i hele den sydlige del af kommunen. Hertil kommer de hold fra Sydbyen, som ikke altid kan få plads der.

Der findes i dag mange forskellige typer kunstgræsbaner, og der er etableret kunstgræsbaner flere steder i Silkeborg. Dog mangler muligheden for at spille på kunstgræs i den sydlige del af kommunen. Kunstgræsbanen i Virklund vil dermed skabe stor værdi for, ikke bare Virklund, men hele »syd«. Et pænt stort område.

Der er i dag lys på plænen i Virklund og andre praktiske forhold omkring banen er på plads. Den geografiske placering og forholdene ved hallen er også optimale.

Samtidig vil banen blive en del af en større helhedsplan netop omkring hallen, skolen og klubben, som gode frivillige kræfter i Virklund er ved at realisere.

Herfra er der opbakning til et område, der trænger til en opgradering. Det er ikke bare en god idé, men også ganske sund fornuft.

Kald det udvikling, idræt, velfærd eller kultur. Det handler også om sundheden, breddeidrætten og fællesskabet. Lokalt.