Heldig lottospiller i Skanderborg: Vinder 7,3 millioner

10. august 2019, 13.53

Den heldige vinder af godt 7,3 millioner kroner bor i Skanderborg Kommune - men nærmere hvor er ikke oplyst.

RY/GALTEN/SKANDERBORG En lottospiller, der bor i Skanderborg Kommune, havde helt sikkert en festlig fredag aften - hvis han eller hun da ellers tjekkede sin Eurojackpot-kupon. Vinderen i Skanderborg Kommune vandt på sit Plus-abonnement, så den heldige kupon er købt på nettet.

For vedkommende var en af to danskere, der vandt en anden-præmie i det store europæiske lotteri. Og det har pæne 2. præmier, for de to heldige vindere kan hver se frem til at få et beløb på 7.343.034 kroner sat ind på kontoen.

Den anden vinderkupon er købt i Fakta på Nattergalevej i Randers.

Danske Spil har endnu ikke har hørt fra de to vindere.

Der var ingen, der løb med førstepræmien i fredagens Eurojackpot. Dermed stiger puljen til 470 millioner kroner, som kan vindes på fredag.