Historisk triumf: Bjerringbro FH er klar til ligaen

Bjerringbro FH gjorde arbejdet færdigt i Holstebro og vinder dermed 1. division

Udgivet:01. april 2023, 15.27

Læsetid:2 minutter

BFH-spillerne fejrede oprykningen med de medrejsende fans. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Michael Helligsø
Sportsjournalist

1 måned siden

HÅNDBOLD For første gang nogensinde skal Bjerringbro FH’s bedste kvindehold spille i ligaen.

Den historiske oprykning blev lørdag eftermiddag en realitet, da 1. divisionsklubben foran 470 tilskuere i Gråkjær Arena vandt med 33-27 over Holstebro og dermed snupper den direkte oprykningsplads foran EH Aalborg.

Sejren i Holstebro var den 20. ud af 22 turneringskampe i denne sæson for BFH-kvinderne, der også er rækkens med afstand mest scorende hold, og efter triumfen brød en euforisk jubel ud blandt spillerne og de mange medrejsende tilskuere.

Bjerringbro FH begyndte ellers kampen lettere nervøst og kom bagud både 2-0 og 5-4. Men lige stå stille kom udeholdet i gang, og den første føring kom efter syv minutter, da topscorer Louise Søndergaard med sit fjerde mål gjorde det 5-6.

Midt i første halvleg scorede udeholdet fem gange i træk, så 10-9 blev vendt til en føring på 10-14, og så begyndte det alvor at dufte af ligahåndbold i Bjerringbro FH.

På lægterne i Gråkjær Arena var der klart overtal af tilskuere med BFH-sympati, og de kunne glæde sig over, at deres favoritter ved pausen førte med solide 16-18.

I anden halvleg forsøgte Holstebro at hænge på, men Bjerrinbro FH lod sig ikke ryste og var med 19 minutter igen sikkert i front med 19-23.

Tre vestjyske scoringer i træk bragte fornyet spænding ind i opgøret, og med 10 minutter igen var det fortsat tæt ved stillingen 25-26.

BFH-kvinderne holdt dog fast, mens Clara Bak tog fra i målet, og med lidt under syv minutter igen så det meget lovende ud for gæsterne, da Line Frandsen scorede til 25-29.

I de døende minutter holdt BFH’erne hovederne kolde, og sejren blev reelt sikret, da Louise Søndergard med to et halvt minut igen scorede til 26-30.

Til sidst endte det 27-33, og så var det ellers tid til at feste i Bjerringbro og omegn.

Indlæser debat