Fra november kan man købe fjerde vaccinestik mod covid-19

Selv om man ikke er en del af risikogruppen, bliver det fra november muligt at få boostervaccine mod corona.

Udgivet:30. september 2022, 15.19

Læsetid:1 minut

Fra 1. oktober kan alle danskere over 50 år få et boosterstik mod corona. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Det bliver muligt at købe den variantopdaterede boostervaccine mod corona.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Alle i risikogrupper tilbydes en gratis vaccination, men for dem, der ikke er en del af grupperne, bliver det muligt selv at købe vaccinen fra begyndelsen af november.

Det er regeringen, der har besluttet, at det skal være en mulighed.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mener, at der kan være mange årsager til at tage imod en boostervaccine mod covid-19. Derfor synes han, at flere skal have muligheden.

- Det er ikke noget, sundhedsmyndighederne aktivt anbefaler, men når vi har vacciner nok, synes vi også, at muligheden skal være der på lige fod med influenza- og rejsevaccination, som også kan tilkøbes, siger han i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke, hvad prisen på vaccinerne bliver.

Ifølge Sundhedsministeriet sælger staten vaccinen til en reduceret pris, da der er for mange vacciner på lager.

Vælger man at få vaccinen, skal det ske hos en privat aktør. Her er det den private aktør, der selv fastsætter prisen for en vaccination.

Boostervaccinerne kommer fra producenterne Pfizer og Moderna og er en opdaterede version af deres coronavacciner.

De er variantopdaterede mod BA. 4 og BA. 5-varianterne af omikronvarianten. I Danmark er BA. 5 den mest udbredte variant.

Målgruppen for de gratis vacciner er personer over 50 år samt gravide, personale på sundheds- og ældreområdet, personale på udvalgte dele af socialområdet og pårørende i særligt øget risiko.

15. september begyndte vaccinationen af plejehjemsbeboere og personer på 85 år og derover.

Torsdag havde 71.000 takket ja til vaccinen. Otte ud af ti plejehjemsbeboere er blevet vaccineret.

Fra 1. oktober kan alle danskere over 50 år få deres fjerde vaccinationsstik.

/ritzau/