Midtjyske Meninger: Lad os forbedre vores måde at gå i byen på

1. juli 2020, 11.47

Min tidligere kollega Asger Skov Nielsen har altid sagt, at livet er én lang søgen efter anledninger. Sådan en mener jeg, at corona-perioden har kastet lige i skødet på os. Spørgsmålet er nu bare, om vi tør gribe chancen, og udfordre en kultur som alle er bekymrede for, men som ingen endnu har formået at forandre.

De igangværende restriktioner har nemlig dikteret, at alle udskænkningssteder i Danmark skal lukke til midnat. Egentlig skulle man tro, at danskerne ville gå ud af deres gode skind over at blive begrænsede i deres drikfældighed? Men det synes ikke at være tilfældet. Tværtimod ser bybilledet utrolig muntert, hyggeligt og fredfyldt ud, når man spankulerer gennem midtbyen en lørdag kl. 23.30. Så måske er det nu, at vi skal benytte os af anledningen til at afprøve en dansk version af den britiske model, hvor barer og diskoteker åbner før og lukker tidligere. Mit bud på en dansk model, med en kollektiv lukketid af nattelivet kl. 02.00, kalder jeg 1802 modellen ®.

Modellen vil i min teori medføre, at vi vil få en helt anderledes og sundere kultur for at »gå ud«. Jeg tror ikke kun, det markant vil øge omsætningen på caféer og værtshuse, hvor folk vil møde tidligere og mindre marinerede op til fest. Jeg tror også, at de mange lokale spisesteder ret hurtigt ville opleve et boost i reservationer. Med en festlig aften som kulminerer ved midnat, ville restauranterne i højere grad komme til at lægge lokaler til forfester forud for en festlig aften i byen. Det vil være nærliggende at sidde der længere og derved købe mere, før danseskoene skal snøres.

En anden super relevant gevinst vil være, at vi alle er en bedre version af os selv på den rigtige side af midnat. Berusede eller ej, så har vi bare mere energi og overskud til at bære både egne OG andres branderter før trætheden sniger sig ind. Jeg tror, det vil understøtte en langt sundere, sjovere og mere overskudsagtig fest-kultur, præget af bedre humør og flere voksne i bybilledet. Jeg også overbevist om, at vi vil opleve en nedgang i grov gadeuorden. Ultimativt vil det vel kunne medføre en besparelse på offentlige ansatte på den dyreste takst.

Der er nok heller ikke mange derude, som vil bestride, at vores generelle funktionsniveau dagen DERPÅ ville have langt bedre betingelser, hvis vi gik tidligere hjem. Ikke kun unge under uddannelse, som skal være klar mandag, men i høj grad også det segment som helst skal være noget for nogle andre dagen derpå. De har SLET ikke råd til at lade sig invalidere af en bombet døgnrytme.

Nu har jeg hverken gammel ost eller syltetøjsmadder i lommerne. Jeg er dog sikker på, at vi kan slå et hav af fluer med ét smæk. Sikkert også mange flere end jeg kan få med her. Flere ville kunne være med til mere, og generelt gå glip af mindre.

Uret skal bare tre takker baglæns på hele festen! Skål!