Leder: En million tak, Silkeborg

Udgivet:07. december 2022, 08.51

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Hans Krabbe
Chefredaktør| hkr@midtjyllandsavis.dk

2 måneder siden

Nogle gange kan det være en kamp at drive ordene til en leder frem.

Andre gange kommer de væltende som de donationer, der de seneste 13 dage er strømmet ind til den ekstraordinære indsamling til fordel for julehjælpen i Silkeborg-området.

I aftes slog vi to streger under facit: En million kroner står der i dag på Røde Kors Silkeborgs konto ...

Et beløb, vi ikke i vores vildeste fantasi havde turdet håbe på. Gik det højt, tænkte vi at nå måske et par hundrede tusinde kroner. Så ville vi i virkeligheden have været godt tilfredse.

Men Silkeborg ville det anderledes.

I høj grad takket være et meget gavmildt lokalt erhvervs- og organisationsliv med Lars Larsen Group i spidsen. Det er herfra, hovedparten af pengene er kommet, og med den velvilje, vi har mødt fra den kant, kan myten om det påholdende erhvervsliv i den grad skydes ned.

Læs også
<span>Lars Larsen Group med stort beløb til julehjælp:</span> Min far ville have gjort det samme, siger bestyrelsesformand <span>Lars Larsen Group med stort beløb til julehjælp:</span> Min far ville have gjort det samme, siger bestyrelsesformand
Læs også:
Lars Larsen Group med stort beløb til julehjælp: Min far ville have gjort det samme, siger bestyrelsesformand

Donationerne fra lokale virksomheder er kommet i en lind strøm, og det har været stærkt at opleve, hvordan det for mange har været en selvfølge at tage et socialt ansvar. Det gør én tryg at vide, at vi bor og færdes på en egn, hvor dem, der har evnen, også i den grad lever op til pligten.

Men ingen million uden bidragene fra de mange helt almindelige silkeborgensere, som også har bakket op. For den enlige pensionist med en lille indkomst har 100 kroner været meget. For andre med en anden baggrund har 5.000 kroner måske ikke betydet alverden. Men fælles for alle har været uegennyttigheden og lysten til at gøre en forskel for nogen, der har det sværere end en selv.

Og det er der desværre for mange, der har. Især i denne vinter med inflation og eksploderende priser på fødevarer og energi.

For os på Midtjyllands Avis har projektet og de seneste to uger været en øjenåbner. Det var eksempelvis en god oplevelse at invitere de humanitære organisationer og kirker til et møde og mærke, hvordan de for første gang sad sammen og lærte hinanden at kende. Det kunne noget.

Læs også
<span>Gavmilde julefrokoster:</span> Julehjælpen tæt på at runde milepæl <span>Gavmilde julefrokoster:</span> Julehjælpen tæt på at runde milepæl
Læs også:
Gavmilde julefrokoster: Julehjælpen tæt på at runde milepæl

Det har været en ære og et privilegie at møde de frivillige og mærke den passion for deres medmennesker, som driver dem i dagligdagen. Ikke mindst Røde Kors Silkeborg, som hjalp med det praktiske.

Efter jul evaluerer vi forløbet. Men indsamlingen har gødet jorden for nye, lokale samarbejder på tværs af erhvervslivet, de humanitære organisationer, kirkerne og aktører som nu os på den lokale avis.

Vi spiller gerne en mere konstruktiv og aktiv rolle i det lokalsamfund, vi er sat til at virke i.

En million tak for den her omgang.

Indlæser debat