SIF og AaB kunne ikke score i livlig kamp

Oprykkerne fra Silkeborg IF har stadig den første sejr til gode.

1. august 2021, 16.04

Silkeborg og AaB er fortsat uden sejre i Superligaen i denne sæson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FODBOLD 3360 tilskuere fik godt spil og flere chancer, men ingen mål, da Silkeborg IF søndag tog imod AaB på Jysk Park.

Dermed har SIF spillet 0-0 i sæsonens første tre kampe efter oprykningen, og det resultat vil man sikkert ærgre sig over i begge lejre.

Begge mandskaber burde nemlig have scoret mindst én gang i en livlig affære, hvor skarpheden dog ikke var imponerende i nogen af enderne.

Allerede efter 25 sekunders spil var SIF tæt på en chokføring.

Bolden blev smukt ført frem til Alexander Lind, der smart rev sig fri og spillede bolden ud til Mads Kaalund. Fra en spids vinkel forsøgte midtbanespilleren sig med en afslutning, men Jacob Rinne i AaB-målet reddede flot.

Gæsterne var dog også kommet for at spille med, og få minutter senere var AaB lige ved at komme i front.

Et frispark endte hos Rasmus Thelander, der headede bolden på ydersiden af stolpen, og kort efter måtte SIF-stopperen Tobias Salquist redde et skudforsøg på målstregen.

Efter den livlige start faldt kampen mere til ro. Begge hold spillede frisk til, men de to holds defensiver havde godt styr på modstanderne.

Sebastian Jørgensen forsøgre sig med et fint frisparksforsøg for hjemmeholdet, mens Iver Fossum kom til en halvfarlig flugter for AaB, men stillingen ved pausen var 0-0.

Efter pausen spillede de to hold fortsat frisk til.

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Alexander Lind burde have bragt SIF foran.

Den unge angriber kæmpede sig energisk fri i feltet, men i stedet for at skyde forsøgte han at aflevere til Sebastian Jørgensen, og situationen endte med en kikset pasning til holdkammeraten i stedet for en scoring,

I den anden ende kom Louka Prip til et par gode skudforsøg, og i det 57. minut var AaB så uhyre tæt på at komme foran efter et tungt nordjysk pres.

Iver Fossum steg til vejrs og headede bolden mod mål, men på stregen forhindrede André Calisir heroisk bolden i at gå i mål.

Hjemmeholdet var dog ikke færdig med at røre på sig.

Efter en times spil sparkede Nicolai Vallys forbi bolden i fri position tæt under mål, og 10 minutter senere var Tobias Salquist tæt på at score med et flot hovedstød, som Jacob Rinne fik viftet over mål.

I slutfasen virkede det til, at AaB havde flest kræfter, men nordjyderne spillede sig ikke frem til store muligheder, og så endte det endnu engang 0-0 på Jysk Park.

Indlæser debat...