Ingen støj ved stilleområde!

3. november 2021, 11.36

MOTORBANE Nu nærmer vi os igen kommune- og regionvalg. Det giver anledning til refleksion over de forgangne 4 år. For os, som vælgere, er det vigtigt at vide, om vi har de rigtige og ansvarlige personer til at sidde og styre vores kommune. Det ville vi jo ønske, at vi kunne sige, at vi har. Vi har imidlertid god grund til at have vores tvivl.

I december 2019 vedtog byrådet, at der ikke skulle ligge en motocrossbane op ad stilleområdet Vindum Skov. Det i sig selv lyder absurd: Skulle det dog virkeligt være nødvendigt? Man synes jo, det burde give sig selv. Efterfølgende blev det indskrevet i kommuneplanen: Der må ikke anlægges motorbaner i nærheden af stilleområder!

Så langt, så godt.

I 2020 kom Bjerringbro Cross Klub så i tanke om, at det ville de nu gerne alligevel. Denne gang skulle man så have en el-cross-bane forærende til den nette pris af 2,8 mio. kr. Man fik så bevilget penge til en støjundersøgelse. Igen. Også denne gang er støjundersøgelsen forfejlet. Man valgte nemlig at foretage støjundersøgelsen på baggrund af en planlagt bane, der er placeret oven på Bjerring Hede Vandværk.

Man har, så vidt vi kan se, også foretaget støjberegninger ud fra en ide om, at el-cross-maskiner kun kører på banen én maskine af gangen. Det er nok næppe tilfældet, - og dog: i øjeblikket består Bjerringbro Cross Klub af ca. 5 hvide, midaldrende mænd. Ingen medlemmer under 25 år.

Vi vil derfor gerne vide, om ikke en el-crossbane er en motorbane? Hvilken sikkerhed har vi for, at man ikke vil liste en motocrossbane ind ad bagvejen, når nu der ikke er tilslutning til en el-crossbane og man på et tidspunkt har brugt pengene på at etablere den? Kan vi overhovedet stole på, at de beslutninger, byrådet træffer, også gælder næste dag? Der er jo borgere, der har købt hus og etableret et liv i sikker forvisning om, at Vindum Skov er et stilleområde. Med stilleområde mener vi, et område uden udefrakommende hørbare lyde.

Forkortet af redaktionen

Indlæser debat