Skøn på Silkeborg og mtb-kørsel - et svar

9. oktober 2019, 11.59

Foto: Jakob Stigsen Andersen

NEJ Søren Stubbe spørger i et læserbrev i Midtjyllands Avis den 8. oktober, om Skøn på Silkeborg er en forening, der giver mulighed for, at medlemmerne kan omskrive foreningens formål efter det enkelte medlems behov og lyster? Spørgsmålet skyldes, at et af vore medlemmer, Simon Elkjær Christensen, i et læserbrev har ytret sig om mtb-kørsel, og i læserbrevet anført, at han er medlem af foreningen.

Søren Stubbe spurgte mig allerede i en mail den 21. september med henvisning til Simons læserbrev, om det er en del af foreningens formål at få mountainbikerne ud af skoven. Jeg svarede ved den lejlighed, at det var det bestemt ikke, og at der skal være plads til alle i skoven. Jeg svarede også, at Simon havde skrevet sit læserbrev helt på egen hånd - og ikke på vegne af foreningen.

Vi lever i et land med en rodfæstet tradition for ytringsfrihed. Vi er også et foreningsland. I foreningen rummer vi fint alle medlemmer, der støtter vores formål, men vi hverken kan eller vil forsøge at styre de private holdninger, vore medlemmer har. Som jeg skrev til Søren, er der også mountainbikere blandt vores medlemmer.

Så svaret på dit spørgsmål, Søren, er nej. Vi giver ikke medlemmerne mulighed for at omskrive foreningens formål efter det enkelte medlems behov og lyster. Dertil kræves en vedtægtsændring på en generalforsamling.

Og så glæder vi os i øvrigt over, at så mange som muligt kommer ud og nyder vores dejlige natur.