Politisk Parentes: Når bolden ruller

Udgivet:26. november 2022, 08.00

Læsetid:5 minutter

Af Ejv Bjørnkjær. debat@midtjyllandsavis.dk

2 måneder siden

Min ven majoren var i svær tvivl om, hvorfor pokker Helle Thorning-Schmidt pludselig rendte rundt nede i Qatar og kiggede på fodboldkampe. Ikke at majoren nogen sinde har været interesseret i fodbold – om nogen sport overhovedet ....

Jo, for resten, en kort tid spillede han vist golf, men det var mest for et syns skyld, og da han opdagede hvor svært det er at ramme sådan en lille bold med en kølle – eller hedder det jern? – opgav han igen, og nærmere kom han vist aldrig idrætsudøvelse af nogen art.

Men han havde altså læst i en avis, at Danmarks tidligere statsminister (det er så længe siden at man knapt husker det, og det varede så kort tid, at det eneste, selv hendes eget parti, Socialdemokratiet, mindes fra den tid er, at Bjarne Corydon var finansminister og solgte Dong for en masse milliarder; hvilket forklarer at han nu er chefredaktør på Børsen, storkapitalens talerør ...

Undskyld, det var et sidespor, man bliver let forvirret i disse forvirrende tider (!); men som nævnt, min ven majoren udtrykte undren over at Helle Thorning-Schmidt var rejst til Qatar for at se fodbold, for han forbandt Helle med meget, men ikke ligefrem med fodbold, så jeg måtte forklare det som det var:

»Hun rejste ikke ned for at se fodbold,« forklarede jeg. »Hun rejste ned for at vise verden at hun har fået en ny kjole. Igen!«

Han var ved at tabe både næse og mund, for han syntes at den kjole, han havde set hende promovere i medierne var så grim at han næsten fik ondt af hende, og eftersom majoren tilhører en politisk fløj, der får ondt, hver gang de ser en radikal (på samme måde som Store Claus i H.C. Andersens eventyr ikke kunne tåle at se degne), skal der meget til, før han får ondt af en socialdemokrat. (Hvad forskellen så er på en radikal og en socialdemokrat m. fl. i disse tider, men det kan vi vende tilbage til en gang, når vi får et overblik over de politiske fløje og de røde og de blå og de lilla og de grønne).

(Hvis Helle altså var socialdemokrat, for det mente Mette vistnok ikke, hun var, har hun ladet forstå. Men undskyld, det var før det valg, der vendte op og ned på hele den politiske verden) ...

Det står mig ikke helt klart, om majoren forstod, hvad jeg mente, for i det samme vågnede min kones hund af sin middagssøvn (det har den det med, når den hører ordet fodbold.)

»Jamen, hvad i alverden skulle vi også der?« mumlede den surt, og det var vel at mærke før vi måtte nøjes med uafgjort mod tuneserne.

»Hvor?« spurgte jeg; et relevant spørgsmål, da jeg aldrig er helt klar over, hvad hunden taler om, når den en sjælden gang vågner for at bidrage i en intellektuel debat.

Han sendte mig et blik så arrogant, at det var en Ellemann værdig (Uffe, mener jeg), for han vidste godt, at jeg godt vidste, hvad han mente, og så røjlede han sig op i den ophidselse, der plejer at ende med at den farer bjæffende rundt, indtil han falder sammen af udmattelse.

»Qatar!« vrissede den. »Vorherre bevars’ - hvorfor al den palaver om, hvorvidt det officielle Danmark skal sidde på tribunerne, hvorfor vore få fans skal heppe (med eller uden øl) og hvorfor vore elleve drenge overhovedet skal betræde den blodrøde grønsvær? For slet ikke at nævne det groteske dilemma, om alle vi andre skal afholde os fra fjernsynets »glo-fodbold«, eller om vi hellere burde taste os ind på »The Crown« på Netflix ...«

»Hvad skal vi dog der,« snerrede den igen.

Sådan fortsatte den en rum tid, og jeg ventede til den snappede efter luft, for – tænkte jeg – det varer ikke længe, før den også bringer Hitlers OL i 1936 på bane og spørger, om vi burde have holdt Gunnar-Nu hjemme eller i stedet skulle have sendt Rasmus Tandholdts farfar – eller hvad den nu kunne have fundet i skufferne med gamle klicheer ...

Men den var heldigvis udtømt for ord.

»Ok,« sagde jeg. »Så lad os melde os ud af det hele. Alle fremtidige sportsbegivenheder i Rusland og Kina og størstedelen af Sydamerika og Afrika og de hundreder andre lande, der ikke lever op til de menneskerettigheder, vi finder det naturligt at overholde (når vi da gør!) ...

For ikke at tale om FN og de talrige andre internationale organisationer, vi er medlemmer af, selv om vi også der arbejder snævert sammen med lande, vi absolut ikke deler holdninger med. Som Tyrkiet og Nato?

Jeg ved ikke, hvorfor det altid er fodbold, min kones hund farer i den grad op over – det kan ikke være fordi den som bekendt er ufatteligt dum, for så dum er den heller ikke. Jeg har en mistanke om at det skyldes at den altid halser bagefter, når den spiller bold med børnene – og hver gang kommer til kort.

Det gælder måske også for mennesker ...

Jamen, danske virksomheder – og skiftende regeringer – samarbejder år ud og år ind med lande, der er i konflikt med den moral og de menneskerettigheder, vi så fint værner om.

Men når fodbolden ruller, har alle pludselig en mening.

Nå, foreløbig skal vi lige banke Frankrig i morgen. Så tager vi den der fra.

Den politiske situation vender jeg tilbage til. Det er ikke til at vide, hvad der sker, det eneste vi ved er at Løkke ikke mener en bred regering kan fungere uden ham.

Det er omtrent som i fodbold ...

Indlæser debat